Per B. Christensen
19.11.2006
Af Per B. Christensen, børne- og kulturdirektør i Næstved, formand for Børne- og kulturchefforeningen
Statsministeren sagde i sin åbningstale, at den offentlige sektor inden næste sommer skal i gang med en kvalitetsreform. Det vil vi som kommunale chefer gerne bistå med. Men vi frygter for resultatet.
Det er godt og kun rimeligt, at regering og folketing konkret interesserer sig for de velfærdsområ-der, vi udvikler ude i kommunerne. Men det er skidt, hvis regeringens interesse betyder nidkære statslige standarder og et mindre råderum for kommunerne.
I øjeblikket er børne- og ungeområdet splittet op og fordelt på fire forskellige ministerier. Det er afgørende, at de fire ministerier arbejder tæt sammen. Hvis ikke vil det hæmme vores bestræbelser ude i kommunerne på at yde en indsats, der er helhedsorienteret og sammenhængende.
Jeg tror, at der er behov for en national børnepolitik og måske er tiden også kommet til et børneministerium.
Der skal være større prestige i at arbejde med børn
For nylig viste en undersøgelse, at stillinger som pædagog, lærer, bibliotekar og socialrådgiver har lav prestige. Det er stillinger, der på en prestige-skala ligger under gennemsnittet. Det er en udfordring, der råber på at blive taget op. Stillingerne på børneområdet er både meningsfulde og udviklende. Vi har et kæmpe ansvar for at sørge for, at det bliver attraktivt at arbejde med børn og unge. Vi skal tale disse vigtige jobs op, ikke ned.
Samtidig viser andre undersøgelser, at nyuddannede inden for børne- og ungeområdet ikke føler, de kan magte den opgave, de står over for. Vi har behov for uddannelser, der giver vore kommende medarbejdere de tilstrækkelige kompetencer og redskaber til at klare arbejdet. Det går ikke, at de mellemlange videregående uddannelser lukker folk ind, som ikke har en realistisk chance for at gennemføre uddannelsen og efterfølgende fungere i jobbet.
Kommunalreformens største udfordring er at skaffe kvalificeret personale, og vi kan komme til at stå i et alvorligt paradoks: Vi skal harmonisere servicen. Men hvis vi ikke håndterer problemerne med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, så risikerer vi at stå uden folk til at harmonisere med!
Vi skal afstemme forventninger og ressourcer
Forældrene anno 2006 er ikke 21 år, når de får børn, men fuldvoksne, færdiguddannede og gene-relt ved muffen. Mange af dem har to biler, stort hus, nyt samtalekøkken, nyt bad med spa osv.
Vi ser modne og bevidste forældre, som prioriterer ønskebørnene og er optaget af, hvad der er et godt børneliv. Vi ser familier, som vægter dyre ferier, tilbygninger, restaurantbesøg og andet i kraft af den rigdom, som er flydt ind over landet de senere år. Den mentalitet forplanter sig til de krav, forældrene har til institutionerne. Forældrene forventer det bedste. De er ikke med på, at der løbende bliver skåret i standarden - eller at wc’erne på skolen er nedslidte og ulækre, så børnene må holde sig, til de kommer hjem.
Kontrasten mellem den helt almindelige families hverdag og så den service, som den offentlige sektor tilbyder, er simpelthen blevet for stor. Det gab skal lukkes ad politisk vej. Forældrene har jo en forventning om, at den vækst, der er i samfundet, også afspejles i de offentlige tilbud.
Vi har brug for en grundlæggende debat om, hvad det offentlige skal klare, og hvad børnene og deres forældre skal klare. Vi skal turde konfrontere forældrene med, at der er en grænse for hvilke opgaver, vore institutioner skal løse. Jeg læste for nylig, at forældrene på en skole havde modsat sig, at børnene skulle hjælpe til med at rydde op og gøre lidt rent. Man må i den sammenhæng spørge, hvordan skal børnene lære respekten for at løse praktiske gøremål for fællesskabet, hvis deres forældre har den holdning, at det er lille Peter eller Josefine for fine til?
Mere fokus på de sårbare børn
Ingen kan eller bør acceptere, at der i et rigt samfund findes børn og unge, som vokser op med vold, overgreb og utilstrækkelig omsorg. Børn og unge har krav på de bedst tænkelige muligheder for vækst og udfoldelse.
Vi skal i kommunerne gøre vores yderste for at skabe gode rammer for alle børn. Og vi skal især koncentrere os om de udsatte børns og unges sundhed og udvikling. For deres sundhed eller mangel på samme vil forme fremtidens belastning på social- og sundhedssystemet. Set i det lys er det nødvendigt at tænke bredere og mere sammenhængende end tidligere.
Det er baggrunden for en helt ny publikation 'Alle børn har ret til trivsel', som BKF vedtog på sit årsmøde forleden.Børne- og Kulturchefforeningen ønsker med indgangen til kommunalreformen at sætte fokus på de socialt udsatte børn og unge. Og på den udfordring, det er for ledere og personale at yde præcis den støtte, de børn har behov for.
Det er et arbejde, der kun lykkes, hvis vi tænker og handler på tværs af fagområder. Og det kræver, at folketing, ministre og kommunalpolitikere på hver deres niveau sikrer tydelige værdier. Det er hele grundlaget for en sammenhængende børne- og ungepolitik.
For BKF er 2 spørgsmål afgørende. Dels hvordan man sikrer, at alle fagpersoner, der arbejder med de socialt udsatte børn og unge, har de relevante kompetencer. Dels hvordan man sikrer, at ledelsen af det tværfaglige samarbejde er tydelig og professionel.
Det gør vi for at holde fast i diskussionen om, hvad der skal til for at sikre alle børn og unge ret til nærhed, omsorg og kvalitet i livet. En udfordring kommunerne konkret skal forfølge i de kommende år.
