Rikke Hvilshøj
21.11.2006
Tak for invitationen. Jeg er glad for, at I har inviteret mig igen i år – det ser jeg som en understregning af, at der er fokus på integrationsindsatsen.
"Indvandrerbørn tabes i skolesystemet".
Sådan lød overskriften på forsiden af Berlingske Tidende i søndags. En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at 43 pct. af efterkommerne ikke når videre end folkeskolen.
Det er en bekymrende overskrift, og det er en problemstilling, som vi må tage alvorligt.
Det er ikke en ny problemstilling. Vi kender den fra Pi-sa-undersøgelsen fra 2003, vi kender den fra en række andre undersøgelser, og mange af de unge, som undersøgelsen omhandler, er jo gået ud af skolen for flere år siden.
Men det er en understregning af, at vi står over for nogle meget svære udfordringer. Udfordringer, som der desværre ikke er nogle lette løsninger på.
Det vil jeg gerne tale med jer om i dag. Og så vil jeg utroligt gerne høre jeres bud på, hvor vi står, og hvad vi kan gøre.
Inden vi når så langt vil jeg gerne fortælle jer to historier, som jeg er stødt på inden for de sidste par uger, og som har gjort indtryk på mig.
Lad mig først fortælle jer lidt om nogle af de piger af anden etnisk baggrund end dansk, som man kan mø-de på krisecentre rundt om i landet.
Det er piger stort set uden kendskab til det danske samfund, og hvordan det fungerer. Det, der er selvfølgeligt for mig og jer, er ukendt land for dem. De ved ikke en gang, hvordan man opretter en bank-konto.
Det er piger uden overblik og modenhed. Meget forvir-rede unge piger, som ikke er stand til at handle ratio-nelt og fornuftigt.
Det er piger, der er splittede mellem samfundet og hjemmet. De føler ikke, at de hører hjemme nogen af stederne, og de føler ikke, at de bliver accepteret no-gen af stederne.
Det er piger, der står i en uendelig sårbar situation, når de føler sig pressede til at forlade deres familie og pludselig skal klare sig selv.
De piger oplever, at de ikke får den støtte, de har brug for, når de skal klare sig selv. De mødes af sagsbehandlere, der ofte tager for givet, at pigerne har den samme viden og modenhed som jævnaldrene danske piger – men det er altså ikke tilfældet.
Det er det billede, som krisecentrene giver af en gruppe piger i Danmark 2006. Hvor har pigerne været. De har såmænd været i den danske folkeskole. Det er selvfølgelig ikke repræsentativt – men ganske tankevækkende!
Den anden historie, jeg gerne vil dele med jer, handler om matematik.
Som alle os med børn ved, bliver grundskolen og ung-domsuddannelserne i højere og højere grad problemorienterede. Meningen med det er god nok – det skal gøre fag som matematik mere håndgribelig og tilgængelig. Sandsynlighedsregning er et godt eksempel. Til at illustrere sandsynlig-hedsregning bruger man ofte tips & Lotto eller kortspil.
Men det, der er hverdag for jer og mig, er ikke hverdag for alle. Det lærte jeg den anden dag.
Min veninde er frivillig lektiehjælper. Og hun fortalte mig, at når en ung pige i lektiehjælpen kommer og spørger "hvad er egentlig tips & lotto", så studser man først og spørger "hvad mener du med, hvad det er".
"Ja, altså hvad er det – er det en slags spil eller hvad?".
Og hun mener lige præcis, hvad hun spørger om. Hun ved ikke, at tips handler om at vurdere sandsynlighe-den for et bestemt udfald af 13 fodboldkampe, hun ved slet ikke hvad 1, X og 2 står for, hun kender ikke principperne bag Lotto - at man skal satse på nogle tal, som man tror, bliver udtrukket.
De spiller ikke derhjemme, og de ser ikke dansk fjernsyn, så forældrene ved det heller ikke. Og hun kan ikke så godt lidt at spørge, når læreren oppe på tavlen forklarer sandsynlighedsregningen med tips og lotto som illustrerende eksempel. Selvom hun tror, at der er flere af de andre, der heller ikke ved det, tør hun ikke spørge. Hun er en af de stille piger, og kan ikke så godt lide at spørge om noget, som hun har en fornemmelse af, at hun burde vide – og den fornemmelse kender vi jo alle.
Hun er dygtig til matematik, men hun forstår ikke op-gavens kontekst. Min veninde forklarede det for hende – men min veninde er der ikke til sommer, når hun skal til 9. klasses eksamen, så forhåbentlig er hun så blevet bedre rustet til at løse opgaverne.
De to historier viser, at selv om vi har børn og unge, der er født og opvokset i Danmark, selv om de har gået i dansk skole, selv om de taler flydende dansk, er det ikke ensbetydende med, at de har de samme forudsætninger som etniske danske børn.
Selv om vi bor i det samme land, ja den samme by, lever vi nogle gange i hver vores verden. Også selv om vi går i den samme skole.
Det er alfa og omega, at de nydanske børn og unge så tidligst som muligt føler, at de er en del af det dan-ske samfund – at de er en del af fællesskabet.
Det at være dansk er at være en del af et fællesskab. Et fællesskab, der hviler på nogle helt grundlæggende værdier.
Det handler om en grundlæggende respekt for det enkelte menneske, dets frihed, og dets ligeværd med andre. Med frihed mener vi blandt andet personlig fri-hed, ytringsfrihed, friheden til at tænke og tro – altså frihed til forskellighed – og også mænds og kvinders lige muligheder og lige rettigheder. Disse værdier er inkluderende – de er ikke ekskluderende..
Danmark skal være et sted, hvor der er muligheder for alle. Vi skal sikre, at også de nydanske børn og unge kommer godt i gang. Vi skal sikre, at de er klædt på til at mestre de udfordringer de får undervejs. Så de kan klare sig.
Sådan som f.eks. Nasir gør.
I 2001 kom Nasir til Danmark som 14-årig uledsaget flygtning fra Afghanistan. Efter at have boet på flygtningecenter i Københavnsområdet i 7 måneder fik han opholdstilladelse og måtte - lidt modstræbende - flytte til Jylland. Her fandt Nasir sig dog hurtigt til rette, og kun 5 år efter at være kommet til Danmark er Nasir i dag selvstændig håndværker.
Jeg kan godt forstå, at Nasir er stolt af sit lille firma. Det er vigtigt at fortælle historier, som den om Nasir. Det kan være med til at få andre unge til at tro på, at det også kan lykkes for dem. Og jeg håber også, at I vil være med til at bringe de gode historier videre. Det er der brug for.
Der er alt for mange nydanskere, der lever isoleret og uden kontakt til arbejdsmarkedet og samfundet. Som ikke har kontakt til helt basale fællesskaber i vort sam-fund, som f.eks. forældresamarbejde eller foreningsliv. De fællesskaber, hvor vores demokrati lever i hverda-gen.
Vi skal byde dem velkommen i en række fællesskaber – i skolerne, i foreningslivet og i kulturlivet.
Lektiehjælp, klubaktiviteter og læring er et særdeles nyttige tilbud både for piger, drenge og voksne.
Regeringen har afsat mange midler til at styrke indsatsen for integration af nydanske børn og unge.
Integrationsministeriet har for eksempel gennem puljen Unge nydanskeres deltagelse i idræts- og for-eningslivet støttet 76 projekter i årene 2003 - 2006 med i alt 17 mio. kr.
En evaluering af projekterne viser, at indsatsen nytter.
Projekterne har givet kontakt til omkring 10.000 børn og unge og sikret dem information om idræts- og for-eningslivet. Mere end hvert fjerde barn, de har været i kontakt med, er blevet medlem af det traditionelle idræts- og foreningsliv.
Derudover viser evalueringen, at 40 % af deltagerne i projekterne er unge piger med anden etnisk baggrund end dansk. Disse piger har via projekterne fået mulig-hed for at bryde ud af isolerende rammer og dyrke fritidsinteresser i samvær med andre unge. Det bety-der også, at de har fået en viden om foreningslivet, som de senere kan videregive til deres egne børn.
Jeg kan også nævne, at der som led i udmøntningen af satspuljereguleringen for 2006 er afsat nye midler til at styrke det frivillige integrationsarbejde og deltagelse i idræts og foreningslivet. Her vil vi blandt andet priori-tere, at få flere med en anden etnisk baggrund end dansk til at deltage i det frivillige foreningsliv som frivillige og som ledere.
Og jeg kan nævne, at regeringen tidligere har igang-sat kampagnen "Biblioteket – en port til det danske samfund", som forløb i 2003 – 2005.
Det er der kommet mange spændende initiativer ud af ude omkring på landets biblioteker. F.eks. om sprogstimulering, lektiehjælp, hjælp til jobsøgning, pigeklubber og meget andet.
I sidste uge kunne jeg sammen med kulturministeren præsentere en ny indsats for at styrke bibliotekernes rolle i integrationen.
Som sagt – der er ikke nogle lette løsninger.
Derfor er det også vigtigt at fremhæve de gode eksempler og sikre, at vi lærer af hinandens erfaringer.
Jeg vil gerne fremhæve to eksempler:
Ungdommens Uddannelsesvejledning i Odense har udviklet en metode for familierettet vejledning på modersmålet, hvor tosprogede forældre inddrages i vejledningsprocessen omkring deres børns ud-dannelse. Resultaterne heraf har været utroligt positive.
Så det er klart en metode, som mange andre kommuner kan have glæde af at bruge.
Og så er der lederen af Degnestavnens Legeplads i København Niels Bay, som har arbejdet med sin helt særlige pædagogik 'Pas på nerverne' gennem mange år.
Niels Bay har især fokus på drenge, der har brug for at opbygge deres selvværd og lære at 'styre deres temperament'. Han hjælper dem ved at lære dem at klare dagligdagens og fremtidens udfordringer på en konstruktiv måde. Han giver dem viden om danskere og indsigt i det danske samfund, stiller krav og tager ansvar.
Resultatet er, at mange unge vender tilbage og takker for den indsats, der blev gjort for dem og fik dem til at 'holde sig på den rigtige side af stregen', få en uddan-nelse osv.
Der er lavet en dejlig film om Niels Bays indsats, og til jer, der endnu ikke har set den, kan jeg bare sige: Se den og bliv inspireret!
Fordi de gode eksempler er vigtige og fordi det er vig-tigt at anerkende det store arbejde, der udføres rundt omkring, uddeler jeg hvert år integrationspriser.
I år fik Ungdommens Uddannelsesvejledning Skole og Uddannelsesprisen, og Niels Bay fik årets Ildsjælepris.
I Integrationsministeriet har vi også Inte-grationsservice, der bistår kommunerne med at styrke indsatsen på uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Integrationsservice har indledt et samarbejde med en række kommuner rundt om i landet og indsamler og udbreder eksempler på det, der virker. I skal endelig benytte jer af Integra-tionsservice.
Jeg omtalte også sidste år ministeriets kampagne "Brug for alle unge".
Kampagnen har særdeles gode erfaringer med at bruge rollemodeller som gode eksempler.
Der er både oprettet korps af unge rollemodeller og forældrerollemodeller, og de er meget efterspurgte på skoler og i foreninger landet over. Siden kampagnen startede er der gennemført over 10.000 besøg. Der er senest oprettet et korps af unge forældre, som har formået at forene familieliv med et uddannelsesforløb.
Kampagnen har 75 rollemodeller tilknyttet. Gennem deres personlige eksempel inspirerer rollemodellerne de unge til at tage en uddannelse og forældrene til at bakke op om børnenes uddannelsesvalg.
En af rollemodellerne – en ung pige med palæstinen-sisk baggrund, der kom til Danmark som barn – synes det er vigtigt at være rollemodel for at fortælle andre piger om et liv, der måske har nogenlunde samme udgangspunkt, og hvor tingene alligevel lykkes. For som hun siger: "For når man hører om et liv, der minder om ens eget, så er det også meget lettere at forstå de problemer, man selv har mødt."
Kampagnen har også gode erfaringer med at afholde uddannelses- og virksomhedsbazarer, hvor unge kan møde repræsentanter fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner og få inspiration til valg af uddannelse og arbejde.
Kampagnen afholdt tidligere på efteråret to bazarer på Københavns Vestegn, hvor ca. 2000 elever fra afgangsklasser og ungdomsuddannelser kom i kon-takt med i alt 85 virksomheder og uddannelsesinsti-tutioner.
Næste Job- og uddannelsesbazar er i Esbjerg den 7. december.
Kampagnen har også oprettet flere end 80 frivillige lektieordninger over hele landet, hvor frivillige hjæl-per unge og voksne tosprogede med lektierne. Det sker blandt andet i samarbejde med frivillige organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors og med lokale skoler. Og der er flere på vej.
Og så har Brug for alle unge iværksat en række holdnings- og rekrutteringskampagner indenfor uddannelse og beskæftigelse. Blandt andet inden for SOSU området, bibliotekarområdet og senest inden for byggeområdet. Næste kampagne kommer til at vedrøre rekruttering af flere nydanske lærerstuderen-de.
Jeg er sikker på, at flere nydanske lærere vil virke som gode rollemodeller for de nydanske børn og unge, og forhåbentligt også kan medvirke til at skabe større forståelse for de nydanske elever i uddannelsessystemet.
Jeg vil gerne afslutningsvist vende tilbage til forældrenes rolle.
For det er afgørende, at inddrage de nydanske forældre. Vi ved, at nogle nydanske forældre har svært ved at støtte deres børn i deres skolegang, og at nydanske forældre spiller en stor rolle og ofte afgørende rolle for nydanske unges valg af uddannelse.
Forældre til tosprogede børn har ofte – særlig hvis de selv har en kort uddannelsesbaggrund – svært ved at forstå det danske uddannelsessystem.
Det gør det vanskeligt for dem at give deres børn råd og vejledning om de muligheder, børnene har efter grundskolen.
Og forældrene kan derfor f.eks. komme til at vejlede deres børn om at takke nej til en praktikplads med argumentet: det er bedre at vente på en skolepraktikplads. Skolepraktik er skole og derfor finere end praktik.
Her kan forældrerollemodellerne hjælpe. Forældre er forældre til børn, der har klaret sig godt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
De er blevet udvalgt ud fra deres personlige baggrund og deres formidlingsevner. Det har samtidig været hensigten, at opnå en så stor bredde som muligt i forældrenes børns uddannelsesretninger.
Og som Mette Pless og Noemi Katznelson har peget på i bogen "Niende klasse og hvad så?", har de ny-danske forældre brug for en mere individuel og "håndholdt" vejledning.
Hvis vi vil hjælpe de unge, må vi inddrage deres forældre. Jo større tryghed vi kan give forældrene, jo større frihed får de unge.
Det er ikke altid nok, at holde fælles informationsmøder. De skal følges op af en direkte henvendelse til forældrene, som sammen med deres børn tilbydes individuelle besøg på relevante uddannelsesinstitutioner og individuelle vejledningssamtaler – og gerne med deltagelse af en tokulturel medarbejder, som kan medvirke til at bygge bro mellem forældrenes verden og det danske uddannelsessystem.
Der er ingen tvivl om, at vi kan og skal blive bedre til at inddrage børn og unge i de danske fællesskaber.
For mig at se er der intet alternativ til integration og fællesskab.
Jeg glæder mig til at høre jeres erfaringer.
