Kan vi rekruttere fremtidens personale
Per B. Christensen

27.11.2006

Kommentar til strukturmagasinet.

Den største udfordring ved kommunalreformen: Kan vi rekruttere fremtidens personale?

Af Per B. Christensen, Børne og Kulturdirektør i Næstved, formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Den største udfordring ved kommunalreformen er ikke arbejdet med at harmonisere servicen i de sammenlagte kommuner, men om vi på kort og langt sigt kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

For nylig viste en undersøgelse, at stillinger som pædagog, lærer, bibliotekar og socialrådgiver har lav prestige. Det er stillinger, der på en prestige-skala ligger under gennemsnittet. Der er prestige i at have et job med et stort vidensindhold, men ikke at formidle viden.

Det er en udfordring, der råber på at blive taget op. Stillingerne på børneområdet er både meningsfulde og udviklende. Vi har et kæmpe ansvar for at sørge for, at det bliver attraktivt at arbejde med børn og unge. Vi skal tale disse vigtige jobs op ikke ned.

Samtidig viser andre undersøgelser, at nyuddannede inden for børne- og ungeområdet ikke føler, de kan magte den opgave, de står over for.

Vi har behov for uddannelser, der giver vore kommende medarbejdere de tilstrækkelige kompetencer og redskaber til at klare arbejdet. Det går ikke, at de mellemlange videregående uddannelser lukker folk ind, som ikke har en realistisk chance for at gennemføre uddannelsen og efterfølgende fungere i jobbet.

Vi har i kommunerne et stort ansvar for at udvikle attraktive arbejdspladser, der skaber engagerede medarbejdere. Arbejdspladser, der løbende efterser og styrker kompetencerne, så de matcher det daglige job. Samtidig er de kommunale politikere og vi ledere forpligtede til at bakke vores personale op. Vi skal som chefer tale de kommunale jobs op – ikke ned. Og det samme vil vi bede vore politiske chefer og de centrale politikere på Christiansborg om.

Vi skal harmonisere servicen. Men hvis vi ikke håndterer problemerne med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, så risikerer vi at stå uden folk til at harmonisere med! 


 

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk