Ledere skal have mere uddannelse!
Per B. Christensen og Birgit Elgaard

19.08.2005

Personalet i landets dag- og fritidsinstitutioner har rekord i fyringer. Vurderingen er, at nogle af fyringerne skyldes dårligt arbejdsmiljø og konflikter, der ikke bliver løst hensigtsmæssigt og i tide.

Problemet er komplekst og løses ikke med et enkelt snuptag. Men som repræsentanter for henholdsvis arbejdsgivere og arbejdstagere er vi enige om, at en øget uddannelse af de pædagogiske ledere vil være et skridt på vejen til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og nedbringe antallet af fyringer i dag- og fritidsinstitutionerne. Med uddannelse mener vi ikke et enkelt fyraftensmøde om stress og psykisk arbejdsmiljø. Skal arbejdsmiljøet forbedres, kræver det, at lederen mestrer hele ledelsespakken af personaleledelse, faglig, strategisk og administrativ ledelse.

I dag er det meget forskelligt, hvilket uddannelsestilbud kommunerne giver deres ledere på det pædagogiske område. Lederne får tilbudt alt fra ingenting, over en kommunal lederuddannelse, over et forløb på Den Kommunale Højskole, til en diplomuddannelse i ledelse. Vi mener, at alle pædagogiske ledere skal tilbydes relevant lederuddannelse. Det er en forudsætning for god, faglig ledelse af vuggestuen, børnehaven, SFO'en eller fritidshjemmet, at lederen selv har et pædagogisk fundament. Men det er ikke længere nok. Lederne har brug for et løft på det ledelsesfaglige område. Derfor bør der udarbejdes en uddannelsesplan for hver enkelt leder.

Lederne peger selv på, at samarbejdet med deres egen nærmeste leder i kommunens forvaltning også kan blive bedre. Forvaltningscheferne og forvaltningen skal afsætte tid til at rådgive og sparre med institutionslederen. Igen - ingen mirakelkur men nødvendige skridt, der hellere skal tages i dag end i morgen.

Det er som med alle andre udfordringer, at hvis man står og kigger op ad bjerget ser det uoverskueligt ud. Man skal op på toppen for at kunne overskue situationen, tænke fremadrettet og få øje på samt løse de problemer, der f.eks. kan være i en personalegruppe. Kun med uddannelse og opbakning fra forvaltningen kommer lederne derop. Det vil medvirke til at knække fyringskurven.

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk