18.05.2005
De nye storkommuner bliver nødt til at distriktsopdele børneområdet, hvis ikke kommunerne skal komme for langt væk fra de sager, som de skal behandle.
Det fastslår børne- og kulturdirektøren i Næstved Kommune, Per B. Christensen, der også er formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
Per B. Christensen hilser derfor et forslag fra foreningen Børns Vilkår, der vil have storkommunerne til at oprette børneforvaltninger i alle skoledistrikter, velkomment.
- Jeg synes, at der er mange positive elementer i det forslag, siger Per B. Christensen, der selv har været med til at lave et lignende projekt i sin kommune.
I et skoledistrikt med godt 7000 indbyggere er sagsbehandlere og psykologer placeret i et børne- og ungenetværk sammen med lærere og pædagoger fra lokalområdet.
Det fungerer rigtig godt og har betydet et godt samarbejde mellem sagsbehandlere og lærere og pædagoger, siger Per B. Christensen. Børne- og kulturchefen ser dog også en fare ved forslaget, nemlig at rådhusene ved en decentralisering bliver drænet for den faglige ekspertise, som skal hjælpe og rådgive de lokale medarbejdere. - Man skal huske, at i den sagsbehandling, der skal finde sted lokalt, skal man jo også kunne trække på en faglig sparring fra en ledelse og fra kolleger. Ellers bliver det faglige miljø lokalt meget, meget tyndt, siger Per B. Christensen.
Han ser netop de nye storkommuner, der både bliver store, hvad angår indbyggertal og geografi, som velegnet til den slags projekter. Det gælder også hans egen kommende kommune, der kommer til at bestå af Næstved, Fladså, Fuglebjerg, Holmegaard og Suså. - Vi er ikke så langt, men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at vi ikke i en ny struktur vil skulle have en distriktsstruktur, hvor nogle servicetilbud på børne- og ungeområdet vil skulle være tættere på borgerne, siger Per B. Christensen.
18.05.05
/ritzau/