Per B. Christensen
27.06.2006
Af Per B. Christensen, Børne- og Kulturdirektør i Næstved, formand for Børne- og Kulturchefforeningen (de kommunale skoledirektører)
Forligspartierne bag aftalen om velfærd lægger vægt på, at alle unge tager en erhvervskompetencegivende uddannelse. Ingen kan være uenig heri, men hvis vi virkelig skal leve op til ambitionerne i aftalen, herunder at 95% skal have en kompetencegivende uddannelse i 2015, så er der virkelig brug for nytænkning og handlekraft.
For de unge, som har svært ved at komme i gang med eller komme igennem en ungdomsuddannelse, handler det ikke blot om "mere af det samme". Der er derimod behov for uddannelser, der arbejder konkret og i en vekselvirkning, hvor praksis vejer tungt, og hvor det teoretiske stof integreres i praksis. Der er behov for uddannelser, hvor mål og succeser er lette at få øje på, og kan opleves løbende. Samtidig skal uddannelserne præges af megen systematik.
Det starter med folkeskolen. Vi er nødt til at turde fastholde eleverne - og deres forældre - i det faktum, at det er nødvendigt at slæbe med at lære de grundlæggende færdigheder i matematik, dansk og engelsk. Og vi er nødt til at sætte gode rammer omkring disse børn og unge, der er nødt til at slæbe ganske meget for at sikre de basale færdigheder. Det betyder formentlig sommetider andre undervisningsformer, andre holddannelser og en anden pædagogisk indsats end den, der bliver den brede gruppe til del.
Derfor må vi også se på lærernes kompetencer. Vi kigger efter nye kompetencer - eller måske kigger vi i virkeligheden bagud efter de dele af arvegodset, som altid har gjort en god lærer. En lærer, der er tydelig, demokratisk, men rammesættende, fagligt og pædagogisk stærk og som er i stand til at formulere og reformulere tydelige mål og succeskriterier.
Ude af folkeskolen kan vi ikke nå alle unge indenfor de eksisterende tilbud. En række af disse allerede fordi vi ikke har skabt et uddannelsesmiljø, der kan rumme de unge i al deres forskellighed - en problematik, som ikke mindst erhvervsuddannelserne bør fokusere langt kraftigere på.
Men også fordi ungdomsuddannelserne generelt lider af samme teori først - praksis bagefter-tænkning som resten af uddannelsessystemet. Det holder ikke.
Tilsvarende bør vi tage en åben snak om, at det er bedre med nogen erhvervskompetence end med slet ingen og at merit-tænkningen også kan anvendes i "mindre bidder" frem mod en samlet erhvervskompetence.
Jeg skal opfordre til, at nogle af de ressourcer, der er afsat til erhvervsuddannelserne i velfærdsaftalen anvendes til at forny uddannelserne og målrettes mod nogle af de unge, der i dag har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Endelig er ikke mindst kommunerne sektor forpligtet til at skabe alternative indgange til arbejdet på de store velfærdsområder. Her drejer det sig også om praksis først, men med stor vægt på personlig udvikling, modenhed og fagligt fundament. Jeg vil konkret foreslå, at den enkelte kommune inden udgangen af 2007 formulerer en ungestrategi, der fokuserer på jobåbninger, på træning , på vejledning på uddannelse i forhold til den gruppe af unge, der har vanskeligt ved at hænge på i uddannelsessystemet.
