Per B. Christensen
01.06.2002
Af Per B. Christensen, Børne- og Kulturdirektør i Næstved.
Læreruddannet fra Vordingborg Statsseminarium 1981, Forvaltningshøjskolens Afgangseksamen 1994, ansat i Storstrøms amt fra 1985-1998, bl.a som Kontorchef i Forvaltningen for Uddannelse, Kultur og Arbejdsmarked, Børne- og Kulturdirektør i Næstved Kommune fra 1998 og formand for Børne- og Kulturchefforeningen (Skoledirektørforeningen) fra 2001.
Kravet om udvikling er en given faktor for skolen. Skolen skal udvikle sig i samklang med samfundsudviklingen og må tåle de udfordringer, der stilles fra elever, forældre og politikere. Det gælder også, når nationale og internationale evalueringer sætter fokus på nye problemfelter i den danske folkeskole. Sættes der imidlertid for mange lokale og centrale udviklings- og lovgivningsinitiativer i gang over kort tid, kan det skabe frustration og indvikling i stedet for udvikling . Der er således brug for, at politikere lokalt og centralt enes om at udstikke en kurs for folkeskolen i de kommende år og herefter giver udviklingsinitiativerne tid til at forplante sig og blive en del af folkeskolens dagligdag og pædagogiske praksis.
På det centrale niveau har vi behov for brede forlig om folkeskolen. Folkeskolen bør ikke blive et ideologisk projekt, hvor vi oplever store ændringer i skolens lovgivningsmæssige fundament, hver gang der dannes en ny regering. Derfor håber Børne- og Kulturchefforeningen, at forligspartierne i fællesskab beskriver udviklingsvilkårene for skolen i de kommende år.
Denne artikel forsøger at beskrive nogle af de udfordringer skolen står overfor i de kommende år.
En skole der sætter fokus på faglige- og personlige kompetencer
Undervisningsministeren har med "Klare Mål" og specielt efter offentliggørelsen af den seneste Pisa-undersøgelse sat øget fokus på faglighed i skolen. Jeg er enig i, at elevernes faglige kompetencer skal udvikles i overensstemmelse med kravene i et fremtidigt videnssamfund, men det er også vigtigt at give sig tid til at diskutere hvad faglighed er. Det drejer sig ikke alene om at styrke elevernes basale færdigheder i dansk og matematik, men også deres kompetencer til at løse mere sammensatte og problemorienterede opgaver.
Det er et godt udgangspunkt, at de danske elever er glade for at gå i skole og at de er velmotiverede. Det at møde en skole, der er venlig, accepterende og åben er et godt udgangspunkt for, at eleverne får lysten til "at lære hele livet" og står ikke i modsætning til en skole, der er effektiv og som løser sin kerneopgave - at gøre børn klogere.
Det er et godt udgangspunkt for udviklingen af elevernes personlige, kreative og demokratiske kompetencer, at de danske elever er gode til at samarbejde og konkurrere. I et samfund der bliver mere og mere kompliceret og hvor den umulige opgaveløsning ofte er den rigtige er det vigtigt at kunne arbejde sammen i teams og med samarbejdspartnere, der har en anden indgangsvinkel til opgaven .
Nogle af ministerens forslag til styrkelse af fagligheden vil give kommunerne øgede udgifter. Tidligere fremmedsprog, øgede kompetencer i historie og naturfag og flere timer i dansk og matematik i indskolingen vil isoleret set øge omkostningsniveauet i folkeskolen .Man må spørge, hvor disse ressourcer skal komme fra i en tid, hvor kommunernes økonomi gør det nødvendigt at prioritere hver eneste krone ?
En rummelig skole
Den danske skole bør være og er i mange sammenhænge rummelig. Vi skal have skole, der er for alle og som udvikles i samspil med de børn, der går i skolen anno 2002.. Skolens undervisning og øvrige tilbud skal være præget af rummelighed og tolerance overfor det enkelte barn og de forskellige grupper af børn. Såvel de børn der har mange talenter som de børn der har det svært socialt eller indlæringsmæssigt.
I et samfund der forudsætter, at den enkelte bliver ved med at udvikle nye færdigheder og kundskaber, er det vigtigt, at børnene ikke snubler over skolens dørtrin fra starten og ikke mister den grundlæggende lyst til at lære.
Jeg er enig med Undervisningsministeren i, at der er behov på at se på skolens specialundervisning og de forskellige specialtilbud, der er knyttet til et kommunalt skolevæsen. Er der brug for at gå nye veje? Behov for at anvende nye metoder og behov for at anvende ressourcerne anderledes og mere optimalt?
Man kan diskutere om det er nok til at imødekomme de 18% , der ifølge PISA-rapporten ikke har et tilstrækkeligt læseniveau og som efterfølgende ikke får en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Jeg tror der er behov for at "tænke" skole på en anden måde for denne elevgruppe- ikke mindst i udskolingen. Flere timer og ressourcer er ikke alene svaret. Mere af det samme er ikke nok!
Skolen er en del af en helhed
Børns læring starter ikke når de kommer i skole og slutter ikke når de forlader den. Der er derfor behov for at se skolen som en del af en helhed. Det gælder både overgangen mellem dagtilbud og skole/SFO og overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
Mange kommuner er i gang med at fokusere på indholdet i indsatsen for de 0-18 årige, herunder at opstille mål og værdier for arbejdet med børn og hermed i sammenhæng definere forventninger til lærere og pædagoger. Det er vigtigt at fokusere på indholdet, helheden og sammenhængen i indsatsen over for børn og unge - i stedet for blot at fokusere på strukturer. Jeg tror det ville styrke disse kommunale initiativer, hvis Socialministeren og Undervisningsministeren oftere kom med fælles erklæringer, som deres forventninger til en helhedsorienteret indsats for børn og unge.
Med regeringens ambitiøse mål om, at flere unge skal hurtigere i uddannelse eller beskæftigelse, bliver det vigtigt at sætte fokus på overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelser. Der skal arbejdes med øget lærer- og ledelsessamarbejde mellem skoleformerne, med brobygning og med mere praktisk rettede forløb.
Den kommunale vejledningsindsats er central i overgangen mellem folkeskole og ungdomsudannelse. Kommunalbestyrelse og skolebestyrelse må derfor følge dette område og sikre, at vejledningsindsatsen i stigende grad målrettes mod de unge, der af sociale, familiemæssige eller uddannelsesmæssige grunde har vanskeligheder med at træffe et uddannelsesvalg.
Samspillet mellem forældre og skole
Forældre og skole har et fælles ansvar for gode udviklingsbetingelser og for en god skolegang. I erkendelse af det fælles ansvar skal der i hele skoleforløbet være et gensidigt forpligtende samarbejde mellem skolen og forældrene om det enkelte barn og i forhold til fællesskabet. Målet med samarbejdet er at give de bedst mulige udviklingsbetingelser for børnene, og opgaven for begge parter er at støtte og bidrage til denne proces.
Samarbejdet skal bygge på dialog med respekt for forskelligheden, respekt for hinandens opgaver og for den viden, man hver især har.
Forældrene skal derfor have mest mulig information om dagligdagen i skolen og om deres barns udvikling, sådan som lærere og pædagoger oplever den. De skal vide, hvad det vil sige at have et barn i folkeskolen. Skolen skal stille krav til forældrene, og forældrene skal vide, hvad der forventes af dem. Lærere og pædagoger skal på den anden side med baggrund i deres faglige indsigt og professionelle ansvar inddrage forældrenes forventninger og ønsker til deres børns skolegang.
Skolens evalueringskultur skal styrkes.
Der er efter min opfattelse behov for løbende at dokumentere og evaluere folkeskolens resultater, men vi ønsker ikke en skole, der er styret af tests. Der skal derfor fortsat arbejdes med at udvikle evalueringskulturen i folkeskolen.
Kommunerne og skolerne skal sætte mål, og resultaterne skal dokumenteres.
Resultatvurderingen skal være en integreret del af arbejdet i skolen og skal omfatte alle sider af skolens virksomhed.Det er ikke alle skolens resultater, der kan gøres til genstand for en egentlig måling, men de kan alle vurderes. Det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på kundskaber og færdigheder, der er umiddelbart målelige. I vurderingen skal også indgå elevernes kompetencer på områder som kammeratskab, evnen tage ansvar, løse konflikter m.v.
Det er vigtigt, at skolens resultater formidles til omverdenen, således at en skole ikke alene vurderes på elevernes karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangsprøve
Jeg mener, at alle instanser fra ministerium over Evalueringsinstitut til den enkelte skole skal yde en indsats i udviklingen af nye redskaber til brug for evaluering af undervisningen. Det bør bl.a vurderes om Folkeskolens Afgangsprøve er en tidssvarende evalueringsform vurderet ud fra indhold, form og medgået ressourceforbrug..
Udvikling af skolens organisation
Skolen er i sin organisation præget af megen tradition, men også megen vilje til at gå nye og nødvendige veje for at udvikle skolens organisation og pædagogik. Et godt eksempel herpå er KL`s og DLF`s fælles oplæg om "En skole på vej". Dette oplæg bør efter min opfattelse tegne sigtelinjerne for en udvikling af skolens organisation i de kommende år.
I overensstemmelse med "En skole på vej" bør skolens udvikling være præget af, at lærerne i stigende omfang inddrager eleverne i valg af arbejdsformer, metoder og stofvalg. Projektarbejdsformen udvikles og anvendes i hele skoleforløbet med henblik på at fremme elevernes muligheder for at tilegne sig personlig viden og udvikle personlige holdninger. Lærerne udvikler deres professionalisme i lyset af en ændret lærerrolle, der både rummer traditionel undervisning og opgaver som rådgiver, vejleder og sparringspartner i forhold til eleverne.
Samtidig skal skolerne i højere grad organisere arbejdet i team. Teamsamarbejdet udvikles og bygger på, at de enkelte medarbejdere i teamet indgår i et udviklende og forpligtende kollegialt samarbejde med henblik på at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen. Det er intentionen, at det enkelte team tillægges ansvar og kompetence, der medfører et fælles ansvar for undervisningen.
En udvikling af personalets kompetencer er en forudsætning for skolens udvikling. Skolens læringsmiljø skal derfor præges af gensidig inspiration og erfaringsudveksling. Der lægges op til en kompetenceudvikling på tværs af fag og skoleformer - fx i forhold til ungdomsuddannelserne. Gennem teamsamarbejdet er der en gensidig kompetenceudvikling i det kollegiale fællesskab. Der arbejdes med jobudvikling og uddannelsesplaner for den enkelte ansatte og med vidensregnskab for den enkelte skole og nye medarbejdere skal introduceres til deres nye arbejdsplads, således at de undgår et "praksischok" .
Med udsigten til personale- og ledermangel i folkeskolen i de kommende år er det vigtigt, at den enkelte kommune opstiller en samlet strategi for rekruttering- og fastholdelse af medarbejdere.
Ledelsen må gå foran i udviklingen af skolen. Der stilles store forventninger til, at ledelsen i samspil med skolebestyrelse, brugere, forvaltning og medarbejdere planlægger, udvikler, målsætter og evaluerer skolens samlede virksomhed. Ledelsen skal have redskaber til at udøve pædagogisk - , strategisk - , administrativ - og personalemæssig ledelse og der er derfor behov for at alle skoleledere på sigt tilbydes en institutionslederuddannelse på diplomniveau.
Eleverne skal sikres indflydelse på skolens dagligdag og på den daglige undervisning dels gennem elevrådet dels ved at der stilles konkrete og synlige rammer for indflydelsen på undervisningen i den enkelte klasse.
En skole i udvikling og i balance skal, som tidligere anført løbende arbejde med ledelses- og personaleudvikling, som en integreret del af skolens praksis. Fagligheden og den pædagogiske praksis skal være på plads i folkeskolen. Det kræver ansatte og ledere , der får udfordringer, som har deres faglighed på plads og som er kvalitetsbevidste. Det er også udgangspunktet for fremtidens undervisere i folkeskolen.
Det er indholdet i folkeskolen, der skal være bestemmende for hvilke lærerkvalifikationer, der efterspørges. Måtte det også gælde i den aktuelle debat om nye medarbejdergrupper i folkeskolen og om nye kortere læreruddannelsesinitiativer.
Læreruddannelsen
Læreruddannelsen skal afspejle de faglige og pædagogiske udfordringer der stilles på førskole- og skoleområdet. Der er behov for at styrke samarbejdet mellem lærere og pædagoger i og omkring folkeskolen Derfor bør det også vurderes om lærer- og pædagoguddannelsen skal have et fælles basisår eller et semester af uddannelsen, der er fælles for begge uddannelser. Dannelsen af de nye Centre for Videregående Uddannelser kan måske bidrage til en sådan udvikling. Det bør også vurderes om de kommende lærernes pædagogiske faglighed er tilstrækkelig til at favne de forskellige pædagogiske tilrettelæggelsesformer, der er nødvendige for at skabe differentierede uddannelsestilbud til folkeskolens målgrupper.
Endelig bør det vurderes om man i lighed med Sverige skal forlade tanken om "enhedslæreruddannelsen" og etablere en modulopbygget læreruddannelse ( med en indbygget specialisering), der kan rette sig mod henholdsvis førskole-, skole- og ungdomsuddannelsesområdet. Alt dette får vi en bedre mulighed for at vurdere og drøfte nærmere, når evalueringerne af henholdsvis pædagoguddannelsen og læreruddannelsen er gennemført i 2002 og 03.
