27.05.2003
27. maj 2003
Tak til ungdomskoret "The Jokers" fra Tårnby kommunale musikskole som tog imod os udenfor Christiansborg og tak til Thomas Winding, fordi du så flot har sat denne dag i gang.
På vegne af Kulturrådet for Børn er det mig en meget stor glæde at kunne byde velkommen til denne Børnekulturens festdag. Så mange er i kommet og mange flere ville gerne have været med, hvis der havde været plads. Det viser vel tydeligere end andet, at kultur for, med og af børn er kommet langt videre end blot til skåltalerne og de store ords parade. Det er det, vi er samlet for at markere, men også for at bruge dagen som afsæt for nye og nødvendige børnekulturelle landvindinger.
Vi har 6½ time foran os, hvor forskellige vil aflægge vidnesbyrd om den store indsats der har været i kommuner og amter, ligesom tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen vil kommentere sit barns udvikling, ja, her tænker jeg altså på den børnekulturpolitiske redegørelse fra 1999.
Efter frokosten vil Thomas Winding bringe os på sporet igen og Kulturrådet for Børn vil herefter give den børnekulturelle stafet videre til Kulturminister Brian Mikkelsen og dagen slutter med, at det nye Børnekulturens Netværk vil præsentere sig.
Det er en dag, hvor Kulturrådet for Børn siger farvel og tak og vi vil savne samspillet med de mange partnere vi har fået, men det er også en dag, hvor vi alle vil se fremad og glæde os til nye intitaiver. Nye spørgsmål kræver nye svar!
Og jeg håber denne dag også kan inspirere os til at værdsætte nuet lidt mere. Vi har alle så travlt, at vi risikerer at stå stille i en rasende fart, og det skal ikke være børns liv. De skal have tid til at udvikle sig, og vi må fastholde et forandringsperspektiv på børns kunst og kultur som udgangspunkt for lyst, glæde, udvikling og læring som forbundne størrelser.
Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvordan vi sikrer os en næste generation som mestrer den forpligtende leg og som kan overføre fantasifuldhed, navigationsevne og initiativrigdom? Og som samtidig er både vedholdende og resultatorienteret? Fremtidens kernekompetencer ligger mellem legens uforpligtethed og livets alvor. Og leg, læring og udvikling er ikke modsætninger. De er ofte hinandens forudsætninger.
I den forbindelse afslører jeg vel ikke noget, når jeg noterer, at børn er forskellige? Denne forskellighed skal vi opfatte som en ressource og ikke som et problem. Kunsten og kulturen og de oplevelser og aktiviteter, der kan tilbydes inden for dette område medvirker til at understøtte og anvende denne forskellighed.
Kvalitetsbegrebet inden for kunst- og kulturområdet er heller ikke noget entydigt begreb. Kunst og kultur er ikke noget som foregår eet sted, styret af én forvaltning eller eet ministerium - heller ikke kunst og kultur for børn. Det skal have gode betingelser alle steder, hvor børn er.
Hvis de får rum og plads til det kan de fleste børn nemlig selv finde ud af at være kreatører af deres liv, men det er de voksnes ansvar, at give børn indtryk, oplevelser og udtryksmuligheder, så de skaber mening, indhold og glæde ved livet. Børn har krav på alsidige redskaber til at kunne fortolke selve livet. Det sker, når børn møder voksne der vil dem noget.
I er kommet i dag, fordi i vil børn noget. Tak for det og endnu en gang: Velkommen til!