26.02.2004
Debatoplæg
26. 02. 2004
Specialundervisning og normalundervisning skal ses som ét pædagogisk virkefelt.
Evalueringsinstituttets rapport fra 2004 om den vidtgående specialundervisning påviser som én af sine centrale konklusioner, at intentionen med lovændringen i 2000 ikke har haft den tilsigtede effekt.
BKF kan konstatere, at den markante forhøjelse af det kommunale takstbeløb ved henvisning til amtskommunal specialundervisning har ikke som forventet medført et fald i andelen af skolebørn, der modtager specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2.
Loven fra 2000 havde som én iboende intention, at det skulle være økonomisk mindre attraktivt for kommunerne at henvise børn til amtskommunal undervisning og som konsekvens heraf fremme kommunernes lyst til selv at skabe tilbud til målgruppen.
I samme periode har alle de parter, der beskæftiger sig med folkeskolen - politikere, administratorer, forskere, skoleledere og lærere m.fl. – haft et forstærket fokus på initiativer, der kunne ændre udviklingen og knække specialundervisningens opadgående kurve.
Det kan foreløbig konkluderes, at der sker det modsatte af dét, som alle ønsker. Det ser ud til, at det ikke alene er økonomiske incitamenter, der styrer udviklingen. Der er derfor grund til at se på, om det er mere grundlæggende forhold, der skal tages hånd om, hvis udviklingen skal vendes.
Specialundervisningen blokerer.
Der er brug for et endeligt opgør med det den nuværende formelle adskillelse mellem normal- og specialundervisning, hvor specialundervisningen har sin egen paragraf i folkeskoleloven og egen bekendtgørelse. Her ligger kimen til en "henvisningskultur", hvor en pædagogisk udfordring, når den bliver lidt speciel, har tendens til at blive overdraget til den specialpædagogiske fagekspertise, der rettelig burde inddrages i opgaven dér, hvor den er opstået.
Dette indebærer, at normalundervisningens tilskyndelse til at differentiere svækkes, samtidig med at systemet understøtter kassetænkning: Der er resurser i at henvise et barn.
Fokus sættes ikke på faglig og metodisk udvikling i skolens opgaveløsning, men derimod på "fejl ved barnet". At det næppe gavner barnet, er åbenbart, men det er desværre også skadeligt for folkeskolens egenudvikling og evne til gennem intern læring at imødegå tidens skiftende udfordringer
Al undervisning skal være speciel
Det er BKF´s opfattelse, at den struktur, der opdeler skolens opgaver i en normal- og specialundervisning, i sig selv fremmer en udvikling i den forkerte retning.
Budskabet er derfor, at specialundervisningen skal afskaffes og erstattes af ægte vidtgående undervisningsdifferentiering tilrettelagt i den enkelte skole. Til gengæld skal den specialpædagogiske faglighed, som skal indgå integreret i al undervisning, styrkes.
Det værdimæssige udgangspunkt for denne vision er, at individualisering skal ske inden for en fælles ramme. Det betyder, at et pædagogisk tilbud principielt skal tage udgangspunkt i barnets (potentielle) netværk, dvs. de børn og voksne i dets nærhed, som har betydning for det.
Al undervisning skal derfor ses inden for én og samme ramme.
Det vil der blive bedre mulighed for, hvis specialundervisningen afskaffes som en særlig kategori. Det skal ikke forstås sådan, at specialpædagogisk faglighed skal nedprioriteres. Tværtimod. Den skal indgå som en naturlig del af skolens faglige miljø. Al undervisning skal være speciel og rettet mod den enkelte elev.
Ægte undervisningsdifferentiering.
Skolens pædagogiske virkefelt skal ses som ét. Det forekommer sandsynligt, at det i sig selv ansporer de professionelle aktører – ledere, pædagoger og lærere – til yderligere kompetenceudvikling, når der skal undervisningsdifferentieres, hvis der ikke er et specialsystem at henvise til.
Seks vigtige forudsætninger vil i et sådant scenarie være:
- Der er en let adgang til kompetent rådgivning og vejledning for de pædagogiske medarbejdere. Det betyder bl.a., at Pædagogisk-Psykologisk Rådgivnings (PPR) opgaver skal omlægges, bl.a. ved, at den konsultative metode erstatter den "undersøgende" rolle som den formelt grundlæggende i PPR´s ydelser.
- Der oprettes et forskningsbaseret videnscenter, fx i DPU-regi, som driver grund- og følgeforskning i læringsspørgsmål, og som leverer resultater, der er operationelle for efter- og videreuddannelse og anden opkvalificering af den daglige undervisningspraksis.
- Hele undervisningsopgaven er et kommunalt ansvar – både pædagogisk og økonomisk.
- Tværfaglighed i opgaveløsningen, hvor folkeskolen forpligtes til at inddrage andre parter, herunder socialpædagogiske resurser i både planlægning og gennemførelse af undervisningen.
- Læreruddannelsen sikrer en styrkelse af den specialpædagogiske uddannelse, fx ved at at gøre specialpædagogik til et af læreruddannelsens liniefag.
- Kommunerne iværksætter målrettede videreuddannelsesprogrammer, som understøtter normalsystemets specialpædagogiske kompetencer og giver lærere og pædagoger reelle muligheder for at være rummelige.
Specialundervisning erstattes af ægte undervisningsdifferentiering
De pædagogiske opgaver, der især udfordrer folkeskolens rummelighed, opstår i mødet med en stærkt stigende gruppe af børn og unge, der af forskellige grunde har vanskeligt ved at indgå i skolens fællesskab – i relationen til kammerater og/eller voksne. Modsat andre grupper med behov for en særlig tilrettelagt pædagogik er denne gruppe voksende. Disse børns vanskeligheder har forskellig karakter, og årsager, men fælles for deres udtryk er, at de er forstyrrende i en grad, så det i almindelighed virker negativt ind på det samlede pædagogiske miljø, skolen eller klassen.
Det er BKF´s grundlæggende synspunkt, at denne børnegruppe i videst muligt omfang skal indgå i "det normale rum" i skolen, fordi dét, disse børn skal lære, netop er at begå sig i dette rum. Dette uanset om årsagen til børnenes problemer er organisk eller psykosocialt betinget.
Folkeskolens skarpe opdeling i et special- og et normalsystem er ikke et hensigtsmæssigt svar på denne udfordring.
Styrkelse af den specialpædagogiske faglighed i normalundervisningen.
En nedbrydning af skellet mellem normal- og specialundervisning betyder, at alle skoler i deres medarbejderstab skal have lærere og pædagoger med specialpædagogisk uddannelse og indsigt. Denne faglighed skal være en del af hverdagen i en rummelig folkeskole, hvor den almene og den specialpædagogiske tilgang gensidigt skal profitere af hinanden.
Afslutning.
BKF har gennem flere år sat fokus på rummelighedsbegrebet bl.a. i publikationen " Udsat men ikke udstødt" og notaterne "Hvordan knækker vi kurven på specialundervisningen?" og "Kvalitetstjek af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning".
Forslaget om nedbrydning af skellet mellem special- og normalområdet er en yderligere dimension i den vedvarende debat om rummelighed, hvor flere elever får mere ud af undervisningen i nærmiljøet.
Det kan fra BKF`s anbefales, at folketinget, i forbindelse med en flytning af opgaver mellem amter og kommuner, må vurdere, om den nuværende specialundervisningsbestemmelse i folkeskoleloven skal ændres eller helt udgå, så man fremover alene fokuserer på princippet om undervisningsdifferentiering, hvor folkeskolen skal tilbyde en undervisning, der er tilrettelagt med afsæt i det enkelte barn og grupper af børn.
Det bør herudover analyseres, hvordan det fremover sikres, at der i tilstrækkeligt omfang og med uændret høj kvalitet etableres og drives undervisnings- og behandlingstilbud til børn og unge med svære handicap.
