Håndtering af elevplaner for skoleåret 2006/07

03.07.2006

Elevplanerne indføres i folkeskolen fra august 2006, hvor skoleåret 2006/07 bliver et indkøringsår.

BKF har i den forbindelse følgende anbefalinger og forslag til tidsplan til i forbindelse med den kommunale planlægning af implementering af elevplanerne:

Overordnet formål

BKF finder det afgørende, at elevplanerne udvikles som et aktivt og dynamisk redskab, der kan

  • være med til at styrke dialogen mellem elev, skole og forældre samt fastholde eventuelle aftaler mellem parterne.
  • bidrage til den differentierede undervisning, så alle elever udfordres.
  • bidrage til den enkelte elevs faglige, sociale og alsidige udvikling.

Forslag til tidsplan

August/september

Det politiske udvalg med ansvar for folkeskoleområdet i de enkelte kommuner drøfter i august/september overordnende principper for håndtering af elevplanen i forhold til udmøntning af såvel den centrale som den kommunale skolepolitik

Det gælder f.eks.:

  • Fastholde helhedssynet på barnet ved at bidragene til elevplanen tager udgangspunkt i organiseringen af fagene inden for det humanistiske, det naturvidenskabelige og det praktisk/musiske område.
  • Rationalitet og enkelhed i elevplanen ved hjælp af korte, præcise formuleringer gerne i en elektronisk form med udgangspunkt i trinmålene.
  • Elevinddragelse i forhold til alder, så elevplanen bliver en integreret del af undervisningen.
  • Indhold er vigtigere end form.
  • Dynamisk redskab, hvor den aktuelle vurdering af eleven skal ses som en form for milepæl i stedet for standpunkt.
  • Arbejdstiden skal holdes inden for ressourcerne til teamsamarbejdet samt lærernes forberedelse og efterbehandling af undervisningen.
  • Der arbejdes ud fra minimumsreglerne – dvs. , at elevplanen udleveres en gang i indkøringsåret.

September/oktober

Efter fastsættelse af de overordnede principper i det politiske udvalg fastsætter de enkelte skolebestyrelser principper for skolens arbejde med elevplanerne.

Efteråret 2006

Skolelederen rammesætter og beslutter organiseringen og tilrettelæggelsen af teamenes arbejde med elevplanerne.

Teamsamarbejde omkring klasserne og årgangene sikrer, at der sker en rationel koordinering af arbejdet

Efteråret 2006

Skolelederne og forvaltning er i løbende dialog om udvikling og tilrettelæggelse af arbejdet med elevplanerne.

Foråret 2007

  • Elevplanen udleveres første gang
  • Metoden og arbejdet evalueres inden planlægningen af skoleåret 2007/08.

Bemærkninger

Det er vigtigt at fastslå, at der ikke skal laves elevplaner for hvert fag, men der skal være bidrag fra elementer af alle fag i en elevplan. Det betyder, at lærerne omkring de enkelte klasser/årgange skal bidrage til den elevplan, der udarbejdes for den enkelte.

Alle fag skal ikke være lige meget i fokus hvert år for de enkelte elever.  

Elevplanen erstatter som udgangspunkt ikke mødet med eleven og forældrene, som begge gerne bør aktivt involveres i udformningen.

Det er vigtigt, at elevplaner, de pædagogiske læreplaner i daginstitutioner og SFO (når det endeligt vedtages) gensidigt støtter og supplerer hinanden i kommunens pædagogiske arbejde fra 0 – 18 år.

Der henvises i øvrigt til www.uvm.dk , hvor der er eksempler på elevplaner fra forskellige skoler i landet.

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk