Per B. Christensen
21.03.2003
Hvordan knækker vi kurven på specialundervisningsområdet?
10 punkter fra Børne – og Kulturchefforeningen, som et bidrag til en fremtidig handlingsplan for området
Om kort tid igangsætter KL, Amtsrådsforeningen, Finansministeriet og Undervisningsministeriet et udredningsarbejde om specialundervisningen i folkeskolen. Udredningsarbejdet vil omfatte emner som : Hvordan der skabes større rummelighed i skolen, og hvordan der skabes mere systematik og styring af dette område.
Børne– og Kulturchefforeningen finder, at arbejdet med at sikre systematik og styring af hele området vedr. sårbare børn og unge bør have førsteprioritet såvel nationalt som lokalt. Der findes ingen lette løsninger, men der er brug for handling og fælles indsats nu.
Derfor har foreningen opstillet en dagsorden med 10 løsningsforslag, som udgør en helhed. Foreningen tillader sig samtidig at henvise til BKF`s pressemeddelelse fra december 2002 vedr. sårbare børn og unge samt foreningspublikationen fra 2000 "Udsat men ikke udstødt". ( se www.bkchefer.dk)
1. Klarere politiske mål og fastsættelse af serviceniveau centralt og lokalt
Det er vigtigt , at der opstilles politiske mål for såvel indhold som rammer i specialundervisningsområdet lokalt og centralt – og at de holdes – også når presset fra interesseorganisationerne på området bliver stort. Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvad det overordnet er vi vil med børn i såvel normalområdet som i specialområdet? Vi er nødt til at gøre os klart ,hvordan vi definerer vi specialundervisningen og hvad er der er serviceniveauet?
2. Mål – og rammestyring af området
Udvalget bør se på forskellige indholds – og økonomistyringsværktøjer og metoder for specialundervisningsområdet.
Der skal ses på den incitamentsmæssige sammenhæng mellem 20.1 området ( specialundervisning på den enkelte skole), 20.1. foranstaltninger i kommunen og på 20.2 ( den vidtgående specialundervisning) og de sociale foranstaltninger (frivillige anbringelser, opholdssteder , dagskoler mv.). Det skal ikke være "gratis" for en skole at "bortvisitere børn".
Spørgsmålet er, hvordan den enkelte skole – dens leder og medarbejdere – kan støttes til en højere grad af rummelighed gennem både holdningsdiskussioner og også gennem en højere grad af ressourceomlægning fra de forskellige specialforanstaltninger til normalområdet
3. Større og bedre samspil mellem skole – og socialområdet ( mulighed for at anvende ressourcerne mere optimalt).
Udredningsarbejdet på specialundervisningsområdet giver ikke mening uden samtidig at se på indsatsen på det sociale område lokalt og centralt.
Undervisningsministeriet og Socialministeriet bør spille ud med et samlet centralt udspil for sårbare børn og unge og i kommunerne skal samarbejdet mellem forskellige forvaltninger og institutionsformer intensiveres.
4. Der er behov for lederskab
En øget styring af specialundervisningsområdet kræver ledelse. Den enkelte skoleleder skal føle ansvar for alle elever i skoledistriktet - også de sårbare børn og unge. Der skal etableres flere forsøg, hvor man decentraliserer hele ansvaret for specialforanstaltninger til et skoledistrikt, hvor lederne i området ( på skole- daginstitutions- og socialområdet) har det samlede ansvar for såvel normalområdet som specialforanstaltninger.
Ressourcer og holdning og lokalt ejerskab spiller i disse forsøg en afgørende rolle. Hvad skal der til for at rumme et barn frem for diskussionen om, hvor barnet skal placeres.
5. Rummelighed på normalområdet
Elementer til en indsats:
- metodemæssig og værdimæssig rummelighed
- tidlig indsats
- helhed og sammenhæng mellem dagtilbud og skoleområdet – også hvad der angår værdier og holdninger til adfærd, læring og pædagogik
- differentiering af almenundervisningen, bl.a. via holddannelse og undervisningsmateriale (også IT-baseret)
- i videst muligt omfang tilbud til sårbare børn og unge på distriktsskolen i stedet på særlige skoler ( så tæt på barnetsnormalmiljø som muligt)
- tværfagligt samarbejde om de sårbare børn og unge.
- Opbygning af viden på stedet inden for såvel specialpædagogik som inden for adfærd, kontakt og trivsel (AKT)
6. Altid opstille alternative handlingsplaner
Politikere og administrative ledere skal have mulighed for at tage stilling til alternative handlingsplaner for det enkelte barn. Det er ikke altid, at det dyreste tilbud også er det bedste eller rigtigste. Der skal bruges fantasi, kreativitet og tværfaglighed i arbejdet med at opstille mulige alternative modeller.
7. Metodeudvikling på specialundervisningsområdet
Der er behov for at udvikle nye metoder i arbejdet med sårbare børn og unge. Det gælder på specialundervisningsområdet - men ikke mindst på det sociale område. Der skal øget fokus på hvilke metoder, der dur og hvilke, der ikke dur - og indsatsen skal evalueres. Vi skal også give vores pædagogiske-psykologiske rådgivning (PPR) og børne- og ungeafdelinger et kvalitetscheck. Anvender vi PPR til de rigtige opgaver? Hvordan indgår de i samarbejdet med andre kommunale parter? Har de tilstrækkelig klare og tydelige procedurer for deres arbejde og har de den tilstrækkelige faglige ballast til at møde de nye opgaver?
Opstilling af diagnose for det enkelte barn skal være udgangspunkt for den relevante pædagogik og ikke nødvendigvis for en foranstaltning uden for normalmiljøet.
8. Opstil klare forventninger til medarbejdere og forældre ( også de ressourcesvage forældre)
Det er vigtigt, at der fokuseres på børn og forældres kompetencer og ressourcer i stedet for på deres fejl og mangler. Der skal i højere grad fokuseres på , hvad barnet kan i stedet for på barnets diagnose.
Vi skal stille forventninger til alle forældre - også til dem der har få ressourcer. Derigennem kan vi også være med til at bryde den sociale arv. Hvis vi ikke stiller krav og forventninger til de svage børn og forældre sender vi et signal om, at vi ikke kærer os om dem. Det er utåleligt for børn og voksne kun at blive tålt.
9. Efteruddannelse af personalet
Uddannelse i specialpædagogik af 10-15% af lærerne, så de kan indgå med en særlig synsvinkel i de etablerede teams i skolen.
10. Større statsligt engagement i "at knække kurven"
BKF foreslår, at Undervisningsministeriet afsætter økonomi til efteruddannelsesindsatsen og til at føre det såkaldte KVIS-program (kvalitet i specialundervisning) ud i livet. Såvel lærer- som pædagoguddannelsen bør nødvendigvis indeholde elementer om specialpædagogik.
Per B. Christensen
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen
