20.07.2004
I praksis er uddannelserne for teoretiske!
Af Per B. Christensen, Børne- og Kulturdirektør i Næstved, formand for børne- og kulturchefforeningen (skoledirektørerne)
Regeringen har gennemført reformer på folkeskole-, gymnasie- og vejledningsområdet. Der er sat fokus på faglighed og rummelighed i uddannelsessystemet og der er fulgt op med konkrete initiativer på folkeskole- og gymnasieområdet. Så vidt, så godt.
Men vi mangler konkrete initiativer for de ca. 15 - 20% unge, der ikke får tilstrækkeligt udbytte af folkeskolen og som efterfølgende ikke lykkes med en ungdomsuddannelse. Denne gruppe af unge er stigende.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at regeringen har et mål om, at flere unge skal i job og i uddannelse, og man ønskede at overføre fleksibiliteten fra den frie ungdomsuddannelse til alle ungdomsuddannelser. Jeg har svært ved at se, at denne målsætning er blevet konkret.
For de unge, som har svært ved at komme i gang med eller komme igennem en ungdomsuddannelse, handler det ikke blot om "mere af det samme". Der er derimod behov for uddannelser, der arbejder konkret og i en vekselvirkning, hvor praksis vejer tungt, og hvor det teoretiske stof integreres i praksis. Der er behov for uddannelser, hvor mål og successer er lette at få øje på, og kan opleves løbende. Samtidig skal uddannelserne præges af megen systematik.
Det starter med folkeskolen. Vi er nødt til at turde fastholde eleverne - og deres forældre - i det faktum, at det er nødvendigt at slæbe med at lære de grundlæggende færdigheder i matematik, dansk og engelsk. Og vi er nødt til at sætte gode rammer omkring disse børn og unge, der er nødt til at arbejde ganske meget for at sikre de basale færdigheder. Det betyder formentlig sommetider andre undervisningsformer, andre holddannelser og en anden pædagogisk indsats en den, der bliver den brede gruppe til del.
Derfor må vi også se på lærernes kompetencer. Vi kigger efter nye kompetencer - eller måske kigger vi virkeligheden bagud efter de dele af arvegodset, som altid har gjort en god lærer. En lærer, der er tydelig, demokratisk, men også rammesættende, fagligt og pædagogisk stærk og som er i stand til at formulere og reformulere tydelige mål og succeskriterier.
Ude af folkeskolen kan vi ikke nå alle unge indenfor de eksisterende tilbud. En række af disse allerede fordi vi ikke har skabt et uddannelsesmiljø, der kan rumme de unge i al deres forskellighed - en problematik, som ikke mindst erhvervsuddannelserne bør fokusere langt kraftigere.
Men også fordi ungdomsuddannelserne generelt lider af samme teori først - praksis bagefter-tænkning som resten af uddannelsessystemet. Det holder bare ikke. Vi må for nogle grupper igen have mesterlæren som et tilbud - og det gælder ikke kun for de tosprogede.
Tilsvarende bør vi tage en åben snak om, at det er bedre med nogen erhvervskompetence end med slet ingen og at merit-tænkningen også kan anvendes i "mindre bidder" frem mod en samlet erhvervskompetence.
Endelig er ikke mindst den offentlige sektor forpligtet til at skabe alternative indgange til arbejdet på de store velfærdsområder. Her drejer det sig også om praksis først, men med stor vægt på personlig udvikling, modenhed og fagligt fundament.