Per B. Christensen
27.02.2004
Tidligere handlede opdragelse i høj grad om at formidle traditionen. Opdragelse kunne derfor i et samfund, der nok udviklede sig, men udviklede sig i et overskueligt tempo, bygge på "ro, renlighed og regelmæssighed".
I dag lever vi i en anden virkelighed, der ændrer sig langt hurtigere, som er langt mere fragmenteret og derfor også langt vanskeligere at erkende og fastholde, såvel for voksne som for børn. Derfor ændrer vores forståelse af opdragelse sig også - og god opdragelse bliver måske også en større og vanskeligere udfordring i dag.
Men også i vores verden er der bærende elementer, som trækker på kultur, tradition og fællesskab. Det handler om kærlighed, anerkendelse, klare og overskuelige rammer, læring og dannelse. Det er gamle bærende grundelementer. Det er de voksnes - vores - tolkning og oversættelse i opdragelse af barnet, der i vores samfund er udfordringen:
Opdragelse er i dag et samspil mellem forældre og de professionelle. Forældrenes tilgang til opdragelse er båret af kærlighed til barnet - medens den professionelles tilgang bør være præget af indleven, indsigt, faglighed og blik for det enkelte barns udviklingspotentiale. Uanset tilgang er det imidlertid fælles for os, at vi som voksne må stå ved vores voksenrolle - turde, vove at være præcise og tydelige voksne.
Som kommunale børne- og kulturchefer og i Børne- og Kulturchefforeningen er vi meget optagede af dette spørgsmål. Også her må vi skabe helhed og sammenhæng mellem institutioners og forældres rolle og opgaver.
Vi må turde markere og fastlægge rammer - de kan være snævre eller vidde - men de skal markeres. Det er vores opgave at påtage os at definere ondt og godt, ret og vrang. Vi skal respektere barnet - men også at markere at der er forskel mellem barn og voksen, og at støtte, med- og modspil sker på dette grundlag. Det betyder også, at vi skal have modet til at holde fast også når det er besværligt. Vi skal skabe helhed og sammenhæng mellem forældrenes rolle og institutionernes.
Vi skal skabe udviklingsmuligheder for vores børn - ikke mindst muligheder for, at de kan udvikle deres personlige, sociale og almene kompetencer. Her er det i høj grad opgaven at give børnene forudsætninger og forståelse for at kunne indgå i et samspil med andre og at børn lærer, at vi lever i en mangfoldig verden. Det handler om at lære dem, hvordan man begår sig.
Opdragelse indebærer også inddragelse. Børn skal være deltagere, ikke blot i institution, fritidstilbud og skole, men også i familien, ikke junior-pensionærer. Oplever barnet, at huset kan køre uden dets medvirken, så er den gal.
Opdragelse handler om at lære barnet at gribe efter for ansvaret for dets eget liv og at gøre sig umage. Men også her er der en balance. Alt for mange børn får fornemmelsen af, at deres forældre er ligeglade med dem, når de siger: Hvad vil du selv? - så vi voksne må blive i ansvaret, holde fast i rammen, mens barnet langsomt tager tilværelsen i besiddelse.
Nogle forældre oplever en gang imellem det med opdragelse så svært , at de tyr til forskellige eksperter. Det er OK – men det er også vigtigt, at forældre og professionelle selv danner sig deres eget billede og eget fundament.
Vi har bedt en af de såkaldte eksperter om at folde temaet opdragelse ud for jer og jeg skal derfor med disse indledende bemærkninger gøre scenen klar til Henrik Dahl.
