Jule- og nytårshilsen fra bestyrelsen
Per B. Christensen

19.12.2005

 

Kære kolleger og samarbejdspartnere

I ønskes en Glædelig Jul og et godt og lykkebringende nytår.
 
Foreningen vil samtidig gerne sige tak for samarbejdet i 2005.

Vi glæder os til at fortsætte det i 2006

 

2006 vil byde på mange spændende udfordringer, ikke mindst
i forbindelse med fusionsprocessen
i de 98 nye kommuner.

BKF har følgende ønsker til den videre fusionsproces:

  • at vi medvirker til at sikre fagligt bæredygtige løsninger i de nye kommuner og husker, at nogle opgaver fortsat vil skulle løses på tværs af kommuner og regioner,

  • at vi lægger mange kræfter i at skabe et nyt værdi- og ledelsesgrundlag i den enkelte kommune

  • at der skabes ejerskab  hos medarbejdere, fagchefer og fagdirektører,

  • at de nye kommuner etablerer sig med en direktion og en ledelse, der baserer sig på et godt kendskab til de forskellige fagområder og fagkulturer

  • at medarbejdere og borgere løbende informeres, så fusionen gennemføres i åbenhed

  • at især de meget store nye kommuner tænker i nye former for styring, dialog og demokrati i forhold til borgere og decentrale institutioner

  • at der også fokuseres på ledelsesformer, styringsformer og organisationsformer i de kommuner, som ikke skal sammenlægges med andre

  • at der arbejdes på at udvikle helhedsorienterede børne- og kulturpolitikker, forebyggelsespolitikker og ungestrategier i de nye kommuner.
     

Men 2006 byder også på andre udfordringer.

Lad mig blot nævne:

  • En yderligere udvikling af den fagligt stærke, rummelige og fleksible folkeskole.  Vi kommer til at drøfte udvikling af tests som en del af skolens evalueringstilbud, sammenhængen mellem børnehave, sfo og skole, sammenhængen mellem skoler og ungdomsuddannelser, kommunernes tilsyn med skolen og skolens rolle i et samfund, der bliver mere og mere globaliseret. Her er der inspiration at hente i BKF`s nye skolepjece.

  • Øget målsætningsarbejde og ledelsesfokus på kommunernes arbejde med sårbare børn og unge, herunder at skabe større sammenhæng mellem special- og normalområdet.

  • Arbejdet med at styrke kvaliteten af dagtilbudsområdet, bl.a. dagtilbudenes muligheder for at være med til at nedbryde den negative sociale arv. Her bør de 2 mia til dagtilbudsområdet være med til at gøre en forskel,

  • Arbejdet med at implementere anbringelsesreformen og med at styrke myndigheds- og dokumentationsarbejdet på børne-familieområdet.

  • Øget fokus på børnekultur og på kulturtilbud til børn, unge og voksne.

Vi ses igen i 2006.

Tågeby d. 19. december 2005

På bestyrelsens vegne

Per B. Christensen
Formand

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk