Kommunernes tilsyn med dagbehandlingstilbud / anbringelsessteder
Per B. Christensen

07.05.2002

Kommunernes tilsyn med dagbehandlingstilbud / anbringelsessteder.

DPU har Undervisningsministeriet på opdrag Folketingets uddannelsesudvalg udarbejdet en rapport om undervisningen på dagtilbud og anbringelsessteder samt kommunernes tilsyn hermed. BKF har tidligere orienteret herom til medlemmerne i BKF-nyt april 2001. Da der formentlig både kan komme pressehenvendelser om sagen ( sagen blev omtalt d.d. i Radioavisen) samt politiske forespørgsler herom skal foreningen hermed repetere regelgrundlaget igen.

Regelgrundlaget findes i bek. nr. 448 af 10. juni 1999 om folkeskolens specialundervisning og vejledning af samme dato om indgåelse af overenskomst mellem kommuner og dagbehandlingstilbud/anbringelsessteder.

Læg mærke til, at skolemyndighederne i den kommune, hvor dagbehandlingstilbudet/anbringelsesstedet ligger, afgør hvor og hvordan undervisningen skal varetages.

Der er angivet 3 muligheder:

  • undervisning i den stedlige skole
  • specialundervisning i en af kommunens skoler
  • specialundervisning i dagbehandlingstilbudet/anbringelsesstedet.

Hvis der er tale om specialundervisning, skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en henvisning. Hvis specialundervisningen skal foregå i dagbehandlingstilbudet/anbringelsesstedet skal der derudover indgås overenskomst om undervisningen mellem foranstaltningen og den stedlige skolemyndighed.

Overenskomsten er altså en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – forudsætning for, at specialundervisning kan foregå i dagbehandlingstilbudet/anbringelsesstedet.

Vurderingen af, om eleven bør henvises til specialundervisning skal – som for alle andre elever – foretages af PPR i beliggenhedskommunen. Dagbehandlingstilbudet/anbringelsesstedet kan alene stille forslag herom.

Læg også mærke til reglerne om udgiftsfordeling og regningsgang.

Alle udgifter til den anbragte elevs undervisning afholdes af beliggenhedskommunen. Hvis eleven er anbragt af en anden kommune, kan alle udgifter til undervisning og de til undervisningen knyttede udgifter kræves refunderet af den anbringende kommune.

Regningsgangen er altså fra dagbehandlingstilbud/anbringelsessted til beliggenhedskommune, som så sender regning til anbringende kommune. Denne lidt besværlige procedure sikrer dels, at der kun betales for den specialundervisning, som beliggenhedskommunen via sin henvisning har rekvireret, dels at beliggenhedskommunen får refunderet alle udgifter.

Sidst, men ikke mindst, læg mærke til, at beliggenhedskommunen har tilsyn med undervisningen i de dagbehandlingstilbud/anbringelsessteder, som ligger i kommunen. Det skal af overenskomsten fremgå, hvordan tilsynsforpligtelsen udøves.

Det er vigtigt, at du som chef for skolevæsen/PPR i beliggenhedskommunen tager denne forpligtelse alvorligt. Både af hensyn til din kollega i den anbringende kommune og af hensyn til det anbragte barn.


Per B. Christensen

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk