Carsten Anderskov, Jens Vibe Michelsen
01.11.2003
Statens Evalueringsinstitut (EVA) udsendte i foråret en rapport med en evaluering af pædagoguddannelsen. For nylig kom så evalueringen af læreruddannelsen. Disse to rapporter er en oplagt anledning til at sætte fokus på det ansvar de to uddannelser har for at de to faggrupper bedre kan profitere af hinandens forskellige tilgange til arbejdet.
Vi repræsenterer Børne- og Kulturchefforeningen, og er dermed arbejdsgivere for langt de fleste lærere og pædagoger her i landet. Vi vil gerne, med udgangspunkt i overskriftens henvisning til een af Kim Larsens sange, give vores begrundelser for at der er brug for en øget grad af samtænkning af de to uddannelser.
Det skal understreges at vi ikke ønsker en sammensmeltning af lærer- og pædagoguddannelserne. De to uddannelser har hver deres kernefaglighed, som man meget gerne må benytte lejligheden til at markere skarpere end i dag. Derimod forestiller vi os at Evalueringsinstituttets konklusioner vil være anledning til ændringer både i de to uddannelser hver for sig – og med hensyn til deres samspil. Vi vil i denne artikel alene se på deres samspil. Det skal nævnes at Børne og Kulturchefforeningen er ganske opmærksom på at læreruddannelsen også spiller sammen med ungdomsuddannelserne, og at dette forhold også må indgå med betydelig vægt, når et reformarbejde forhåbentlig igangsættes i denne folketingssamling. Dette forhold vil imidlertid ikke vil blive uddybet yderligere her.
Der er ingen slinger i valsen, når man spørger lærere og pædagoger om nødvendigheden af at de samarbejder. Alle er enige om at det er vigtigt, ikke mindst p.g.a det stigende krav til kommunerne om at skabe en hverdag for 0-6 års institutionerne, for skolerne og for fritidsinstitutionerne der hviler på helhed, sammenhæng og fælles værdier - kort sagt: fælles opfattelser af, hvad der er godt for børn.
Der er i de fleste kommuner etableret en række formelle samarbejdsrelationer, fx mellem børnehaver og folkeskoler i forbindelse med børnenes overgang til skolelivet. Det typiske er imidlertid at der er tale om et samarbejde mellem de voksne – lærere og pædagoger – som ikke altid har indvirkning på den pædagogiske hverdag. Samarbejdet drejer sig typisk om videregivelse af informationer, forældresamarbejde o.l., langt sjældnere om fælles planlægning af pædagogiske forløb – og næsten aldrig om samarbejdet i et rum, hvor børnene er deltagere.
Så snart det drejer sig om den konkrete pædagogiske virksomhed i børnehøjde, ja, så er samarbejdet ofte forbundet med uoverstigelige barrierer. Kun ganske få steder rapporteres om lærer-pædagogsamarbejde i den pædagogiske praksis. Når det sker, er det ofte et resultat af besværlige og resursekrævende forhandlinger. Mange steder er sådanne forhandlinger endt resultatløst, hvis de da ikke er endt med spektakulære konflikter eller stævning.
Der findes flere årsagsforklaringer, som kort kan opremses i stikord som strukturelle barrierer, overenskomsttekniske barrierer, organisationernes indbyrdes rivalisering, "kulturforskelle" o.m.a.
Her er vort ærinde imidlertid et andet: Læreruddannelsen og pædagoguddannelsens funktion.
Det er vores påstand, at de to uddannelser kan være medvirkende til at der ikke ændres på ovennævnte barrierer for læreres og pædagogers frugtbare samvirke. Det handler i korthed om at de to uddannelser ved deres struktur, indhold og rekrutteringsgrundlag, understøtter to professionsopfattelser, der er så forskellige, at de to faggrupper ofte definerer sig selv som hinandens modpoler! Det er mildest talt ikke fremmende for kommunernes bestræbelser for en sammenhængende børne- og ungepolitik, baseret på tværfaglighed, inddragelse, rummelighed og værn om de sårbare børn og unge.
Derfor anbefaler vi, i forbindelse med kommende reformplaner af de to uddannelser, medtænker følgende:.
- at optagelseskravene skal koordineres, så man sikrer sig at de to grupper studerende som udgangspunkt har et rimeligt ensartet fagligt niveau
- at uddannelsernes faglige mål, hvor det er relevant, har et rimeligt ensartet, højt niveau
- at de studerende på begge uddannelser mødes med klare, gerne ambitiøse krav
- at der indlægges fælles moduler på det almenpædagogiske område, moduler der skaber overensstemmelse med hensyn til læringssyn, børnesyn og en fælles opfattelse af samarbejdet om skolebørn
- at der indlægges fælles moduler om forskellige emner, der fremmer en fælles forståelse af institutioner, organisationer og forvaltning
I det videre reformarbejde hvor de to uddannelsers indhold samtænkes, har vi allerede de oplagte rammer: De nye CVU-konstruktioner, hvor pædagog- og lærerstuderende er under samme hat, om ikke under samme tag så dog i en fælles institution. Det giver muligheder for fællesforløb – og vi ved, det er afprøvet, f.eks. på Hjørring Seminarium.
| Carsten Anderskov |
Jens Vibe Michelsen |
