Per B. Christensen
22.11.2006
Notat
Dato: 22. november 2006
Indspil fra Børne- og Kulturchefforeningen omkring regeringens temamøde vedrørende kvalitetsreformen: Frit valg, brugerinddragelse og personligt ansvar d. 30. november 2006 på Skejby Sygehus.
Hent Regeringens nyligt udkomne debatpjece - "På vej mod en kvalitetsreform" i pdf-format. Download nu.
Der er mange valgmuligheder på det kommunale børneområde
Der er allerede idag mange muligheder for tilbud på det kommunale børneområde:
- vuggestuer, dagpleje, gæsteplejehuse, legestuer, børnehaver, integrerede institutioner, ,pendlerbørnehaver med forlænget åbningstid , modulordninger, tilbud der bygger bro mellem dagtilbud og skole m.v.
- Kommunale institutioner, private institutioner, puljeordninger, selvejende institutio-ner, ”penge følger barnet – ordninger” m.v.
Frit valg – helhed og sammenhæng – sammenhængskraft.
Regeringen ønsker med kvalitetsreformen at udvide det enkelte menneskes frihed og valgmuligheder. Mange borgere ønsker løsninger der er designet til deres familie- og arbejdssituation eller til deres barns individuelle behov. Det har været udgangspunktet for drøftelsen af Frit Valg på børneområdet i de senere år.
BKF har en positiv, pragmatisk holdning til Frit Valg. Der er behov for at skabe differentierede tilbud og levere individuelle løsninger på børneområdet. Vi har alle som borgere et ønske om så stor en valgfrihed over eget liv.
BKF mener dog samtidig, at der er behov for en grundlæggende debat om Frit Valg. Og hvilken form for Frit Valg, som vi ønsker.
Vi foretager ikke valg på markedsvilkår. Når en borger gør et valg er denne også med til at vælge for andre borgere, som herigennem får begrænset deres valg – eller mulighed for valg.
Det frie valg bygger på en grundtanke om et reelt frit valg – og dermed en tilpasning af ud-bud til efterspørgslen. Sådan er virkeligheden ikke, idet der (naturligvis) i kommunerne sikres en stram styring af udbuddet og en maksimal kapacitetsudnyttelse.
Borgere, der selv kan vælge
Frit Valg er som udgangspunkt rettet mod de borgere, der kan vælge. Det er foreningens opfattelse, at kommunerne også har en betydelig forpligtelse overfor dem, der ikke magter at vælge. Dem der ikke evner at skaffe sig overblik. Der er en åbenbar fare for, at ressource-stærke og etnisk danske søger sammen, med den konsekvens, at Frit Valg -ordninger under-støtter ghettoficering og social opdeling.
Lokalsamfundet
Mange kommuner gør sig stor umage for at understøtte bæredygtige lokalsamfund og helhed og sammenhæng i overgang fra institution til skolestart. Og efterfølgende sammenhæng mellem SFO og undervisning i den enkelte klasse. Dette er ikke altid foreneligt med Frit Valg.
Den sociale integrationsmaskine
Dagtilbuddene og folkeskolen og er efterhånden de eneste fælles kulturinstitutioner her i landet, hvor vi møder mennesker af alle samfundslag, alle holdninger og alle farver. Det er faktisk en del af disse institutioners kvalitet. De skaber sammenhæng i lokalområdet og blandt de mennesker, der bor der. Netop denne kvalitet som ”integrationsmaskine” / skaber af sammenhæng, skal man være opmærksom på
Bureaukratiske procedurer og systemer
Som Frit Valg ordningerne er skruet sammen i dag er de for kommunerne forbundet med bureaukratiske procedurer og systemer samt at administrative funktioner for private ordninger ”væltes” over på det offentlige med ulig konkurrence til følge.
Frit Valg - fra hvilket perspektiv?
Familiepolitik og Frit Valg har udgangspunkt i forældrenes behov og behovet for et fleksibelt arbejdsmarked. Det er væsentligt, men BKF efterlyser en familiepolitik og et Frit Valgs-system, som tager udgangspunkt i barnets tarv og barnet i relation til familien.
Brugerinddragelse
Forældrebestyrelserne i dagtilbuddene har mulighed for at gå i dialog med ledere og medarbejdere om både det pædagogiske arbejde, anvendelsen af institutionens eller dag-plejens midler og ansættelse af personale. Det er nøgleområder for kvaliteten i dagtilbuddene. Samtidig har mange kommuner oprettet tværgående forældrefora eller nævn, der på forældrenes vegne skal gå i dialog med forvaltning og politikere. Brugernes indflydelse og påvirkningsmuligheder er derfor blevet større, for dem, der har lyst.
Der er dog fortsat behov for at udvikle brugerindflydelsen og styrke dialogen med forældrene. Det kan være på området som pædagogiske læreplaner og dokumentation af den pædagogiske praksis og ved at inddrage forældrene i evalueringer , f.eks. brugerundersøgelser.
Kommunalreformen sætter nye standarder – mange flere enheder pr. kommune.
De nye store kommuner stiller andre krav til organisering af institutionsstrukturen.
Et flertal af kommunerne arbejder med:
• sammenlægning af institutioner til større enheder
• Områdeledelse (et geografisk område med fx 6 – 8 daginstitutioner med fælles ledel-se)
• Fælles ledelse og brugerbestyrelser på tværs af institutionsform – for et lokaleområde
• Ledelse af børnedistrikter i et geografisk afgrænset område med flere daginstitutioner, skoler og støttetilbud til børn.
Denne udvikling vil kræve nye former for dialog med brugerne.
Det betyder, at den tætte dialog med politikerne, som man har været ”forvænt” med i de små kommuner ikke kan fortsætte. Og vi må være parate til at møde den skepsis fra brugernes side, der alene af denne her årsag vil være over for det nye.
Vi vil se nye dialogformer udvikle sig , f.eks.
• Dialogmøder mellem en række brugerbestyrelser og det politiske udvalg
• Brugerbestyrelser fore flere institutioner og på tværs af institutionsform i et lokale-område
• En større skriftlighed i dialogen mellem brugerbestyrelse og kommunalbestyrelse.
Der vil også være behov for en anden og mere konkret form for brugerinddragelse i instituti-onens hverdag. En form for anden vokseninddragelse (forældre og andre voksne, der kan bistå med løsningen af forskellige konkrete opgaver) i de enkelte institutioner forekommer uomgængelig: Det må ikke komme til at fremstå som et gratis alternativ til de professionelles arbejde, men som et velkomment supplement, der skal opleves som en berigelse for både dem, der modtager, og for dem der giver.
Brugerinddragelse på området ”sårbare børn og unge”
Der er i dag flere muligheder for inddragelse af borgerne/brugerne:
• Den enkeltes (barn/unge) aktive inddragelse i valg af anbringelsessted
• Den enkelte (barn/unges) mulighed for at have en bisidder, som socialministeren lægger op til. Det er en vej til at støtte barnets rolle/medinddragelse. BKF er positive over for bisidderfunktionen men at det er meget vigtigt, at der er en solid vurdering af motiverne hos de personer, som skal kunne kvalificere sig til at være bisidder. De må ikke tage over for barnet.
Bestyrelsesarbejdet på det børne-sociale område:
• På institutionsområdet (døgntilbud/anbringelsessteder) sker en eventuel brugerind-dragelse i bestyrelsesarbejde ofte i form af brugerorganisationer, da den enkelte bruger/forældre ikke kar overskud til dette.
• I dagbehandlingstilbud som er tilknyttet en ”normalinstitution” kan det dog ofte lykkes at have én forældrerepræsentant. fra specialtilbudet i den samlede bestyrelse.
Inddragelse af civilsamfundet
Her er gode perspektiver. Organisationen Natteravnene er et eksempel på voksne som er parate til at tage medansvar for andre folks børn.
Det børnesociale system vi arbejder aktivt med ”betalte” ordninger – støtte- og kontaktpersoner, personlige rådgivere, ”hjemme hos” m.v. Et perspektiv er, at lettere sager kan omlægges til en frivillig indsats i lokalmiljøet. I praksis fungerer en række idrætsledere, spejderledere m.fl. som mentorer og rollemodeller for børn og unge. Måske skal der arbejdes med bevidstheden herom. Og så skal der arbejdes mere aktivt med at få de sårbare børn og unge ind i foreningslivet (hjælp til kontingenter/fripladser)med mulighed for at støtte foreningen til at fastholde denne målgruppe..(samspil skole/klub/idrætsaktivitet)
Forældrenes grundlæggende ansvar for børnenes udvikling og opvækst
Det er forældrene, der har det primære ansvar for deres barns udvikling og opvækst. Det er forældrene, der skaber rammerne for deres barns grundlæggende tryghed og udvikling. Og det er forældrene der giver barnet kærlighed, omsorg og tillid, som grundlag for at udforske omverdenen.
Forældrene samarbejder med institutionen om barnets udvikling af alsidige kompetencer og indgår i arbejdet med at lære barnet om rettigheder, pligter og socialt ansvar således at barnet også kan indgå i sociale fællesskaber med andre. I dette samarbejde afklares de fælles for-ventninger til roller ansvar og opgaver Både forældrene og dagtilbuddet har således ansvar for barnets udvikling.
I de tilfælde, hvor forældrene har brug for støtte til at løfte forældreansvaret, må dagtilbuddet træde ind som kompetente rådgivere for forældrene eller sikre henvisning til eksperter. Endvidere må dagtilbuddet søge at kompensere i det daglige pædagogiske arbejde.
Det viser sig ofte svært at inddrage civilsamfundet på konkret sagsniveau, men en hold-ningsændring til, hvad der er acceptabelt at tolerere som borger kunne være hensigtsmæssig. Hvornår bør man som borger intervenere i børn og unges opførsel o.l. ? Dette kunne være en del af det personlige ansvar.
Det er afslutningsvis BKF`s opfattelse, at der er behov for en helt grundlæggende en debat om, hvad det offentlige skal klare, og hvad børnene og deres forældre skal klare. Vi er nødt til at have helt nye vinkler på samarbejdet med forældrene. Det offentlige har brug for forældrenes ressourcer, kompetencer og opbakning for at løfte opgaven med børnene bedst muligt.
Foreningen skal endvidere understrege, at der er behov for en national børnepolitik , der understøtter ovenstående og som giver kommunerne muligheder for at udvikle mangeartede , sammenhængende og fleksible tilbud. En politik der tager afsæt i børnenes behov og udvikling.
Per B. Christensen
Formand for BKF
