Om at lede professioner
Per B. Christensen

02.06.2004

Talepapir til den personalepolitiske messe d. 2. juni 2004
v/ BKF-formand Per B. Christensen

(2 minutters indledningsoplæg på den personalepolitiske messe sammen med Allan Baumann, BUPL , Hanne Pontoppidan, LVU, Anders Bondo,DLF og en direktør Keld Brondbjerg ,Fyns amt. (Morten Løkkegård er vært))

At lede professioner er ikke en særlig ledelsesdiciplin eller -form.

Men at lede professionelle fagfolk, - og sådan er det nok mere rimeligt at betegne dem - indebærer, at i øvrigt ordentlig og god ledelse skal tage højde for en række forhold, der karakteriserer grupper, der i højere grad ser sig selv som fagfolk end som "ansatte i kommunen".

Det er derfor relevant først at se på at se på ordentlig og god ledelse i den offentlige organisation, og herefter på det præg, som de professionelle fagfolk sætter herpå.

At kunne lede i den offentlige organisation indebærer i alle sammenhænge at

  • kunne udøve ledelse med fokus såvel på den løbende drift som på den nødvendige udvikling
     
  • kunne sætte mål – og evaluere på dem
     
  • kunne lede processer og sikre formidling og fælles sprog
     
  • kunne sætte pejlemærker for institutionen, og
     
  • give rum til selvforvaltning til den enkelte og til teams

Ser vi herefter på de fordringer, som fagfolkene sætter til ledelsen og til god og tydelig ledelse, handler disse i særlig grad om at have forståelse for professionens faglighed, men også sætte sig udenfor den engang imellem:

  • at kunne favne såvel faglig ledelse som ledelse som fag og dermed såvel kunne sparre fagfolkenepå deres faglige bane som udfordre dem på den strategiske og udviklingsmæssige.
     
  • Sparring på den faglige bane handler om at lokke den professionelle fagmand frem på dennes egen faglige bane, men uden at tage patent på "rette faglige forståelse"
     
  • De strategiske og udviklingsmæssige udfordringer består ikke mindst i
     
  • At holde spejlet op, så den professionelle fagmand kommer til at se sig selv, men lidt fra siden,
     
  • At insistere på at se fagligheden som et vægtigt, men netop ét blandt flere elementer i den samlede organisation og i den samlede ydelse, og
     
  • At udfordre fagmennesket til en ligeværdig dialog med andre faggrupper og i forhold til brugere, politikere, forvaltning, osv. osv.
  • Vi, der er ledere både for fagfolk og for de ledere, der leder fagfolk, skal være OBS! på disse forhold og understøtte lederne ved at skabe tydeligt rum for og legitimitet omkring ledelsesrollen. Den ledelserolle, som rummer både ledelsen som fag og faglig ledelse i det fagprofessionelle miljø.

     

    Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk