25.03.2004
Jeg vil først sige tak for at få mulighed for at sige noget om vores forventninger til professionsbachelorerne.
Vi er i denne sammenhæng Børne- og Kulturchefforeningen, i kort form BKF. Vi er jo arbejdsgivere for en stor del af professionsbachelorerne, pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere. (En gang imellem kunne man ønske sig, at vi også havde plads til en anden professionsbachelor, journalisten, ude i kommunerne, men la´ nu det ligge).
Jeg vil beskæftige mig nok så meget med to af professionsbachelorerne, pædagoger og lærere, især sidstnævnte, som jeg også har haft et lidt dybere kendskab til som underviser igennem 12 år på et lærerseminarium.
Også fordi de lige nu påkalder sig en del interesse fordi begge uddannelser står foran en revision.
I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at mit indlæg er udarbejdet for en uge siden, og har ikke været påvirket af ministerens redegørelse om lærer- og pædagoguddannelserne. Men jeg vil til sidst give nogle enkelte kommentarer til redegørelsen.
Vi i BKF kan selvfølgelig ikke være uenige i de krav, der stilles til en professionsbachelor, nemlig at hun skal på en selvstændig måde skal kunne beskrive, formulere, analysere og bearbejde problemstillinger for på det grundlag at kunne udføre erhvervsfunktioner inden for det offentlige og private arbejdsmarked. Og at man som professionsbachelor er kvalificeret til at kunne gå i gang med en formel videreuddannelse.
Vi er også tilfredse med, at vi kan forvente en større søgning til uddannelserne i en tid, hvor mange uddannelser har bud efter de svindende ungdomsårgange.
Og at vi fremover kan undgå blindgyder i uddannelsessystemet, idet der vil blive givet mulighed for, at man umiddelbart kan bygge master-, og eventuelt kandidatuddannelser oven på professionsbacheloren.
Om den nye uddannelse i sig selv medfører lønpres, fordi man nu har fået en ny titel får stå hen – men det kan ikke udelukkes.
Og lad os håbe, at vi ikke skal slås med nedgørende prædikater på den nye uddannelse som wannabee-bachelor – som om der er nogle bachelorer (altså dem på universiteterne) der er finere end professionsbacheloren.
Hvad er det så vi forventer af henholdsvis en pædagog og en lærer, der ansættes i een af vore børnehaver eller i en skole:
Lad os tage pædagogen først:
(Taget fra notat, udarbejdet af en arbejdsgruppe i UVM, som BKF har deltaget i)
Social- og kommunikativ kompetence
Personlig og relationel kompetence
Faglig kompetence
- Teoretisk viden og metoder
- Professionskompetence
- Kulturel kompetence
- Musisk og kreativ kompetence
Organisatorisk kompetence
Systemkompetence
Udviklings- og læringskompetence
Så vidt så godt – Det næste spørgsmål må være, i hvor høj grad lever så de nyuddannede pædagoger op til kravene. Ja, når jeg tænker på enkeltpersoner i blandt de pædagoger, der er ansat i min lille kommune, så kan jeg plukke adskillige ud, der flot lever op til de kompetencer, jeg lige listede op.
MEN, går vi til EVA ´s rapport, samt de meldinger jeg hører fra mine kolleger rundt om i landet, så tegner det et billede af, at kvaliteten af uddannelsen ikke er i orden. Kvaliteten af de nyuddannede pædagoger er alt for svingende – og en væsentlig del af de nyuddannede har simpelthen ikke kompetencer på et niveau, som det forventes i kommunerne af medarbejdere med en professionsbacheloruddannelse.
Det taler for sig selv, når kun ca. 1 % af de studerende – og en relativ stor del af de studerende, der optages, har svage teoretiske forudsætninger og/eller er revalidender – dumper til 1. årsprøven. Noget tyder på, at den prøve snarere fungerer som en slidske end som en tærskel.
Der optages alt for mange med for svagt et teoretisk grundlag – hovedprincippet må mære en gymnasial uddannelse som optagelsesgrundlag for at kunne magte studiet.
Endvidere er det et klart behov for kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af uddannelsen –med centrale krav til mål, indhold, organisering, evaluering og eksamener. Det er ikke acceptabelt – set fra et aftagersynspunkt – at der er lige så mange forskellige pædagoguddannelser, som der er seminarier i landet.
Endvidere må der sikres en sammenhæng mellem undervisning/teori, praktik og eksamens/evalueringsformer.
Og så er det altså for meget, synes vi, at bruge cirka 40% af uddannelsestiden på praktik – den må beskæres til fordel for noget mere teoretisk input.
Går vi til læreruddannelsen og stiller tilsvarende spørgsmål: Hvad forventer vi af en lærer, så kan det siges sådan her:
- En lærer skal:
- være fagligt kompetent
- kunne planlægge, gennemføre og evaluere et undervisningsforløb
- kunne lede en klasse og styre integrationen
- kunne samarbejde med kolleger, også fra andre faggrupper, ledelse og forældre
- kunne reflektere over det daglige virke
- kunne anvende videnskabelige resultater
- kunne deltage i forsøgs- og udviklingsarbejder
Jeg vil godt opholde mig lidt ved det man plejer at kalde treklangen i læreruddannelsen – undertiden af mere lyriske gemytter kaldt den gyldne trekant: Det er selvfølgelig samspillet mellem det pædagogiske, det faglige og praktikken.
Dette med et passende samspil teori/ praksis er afgørende – og det er ikke let.
Man kunne i den sammenhæng citere gamle Kurt Lewin, der sagde, "Der er ikke noget så praktisk som en god teori".
Eller, vor egen Piet Hein, der sagde det sådan her:
En hel del folk
foragter teori
men lever på
en praktisk idioti
med skjulte gale
teorier i.
Thi hvad kan tænkes
siges eller skrives,
i hvilke ikke
teorier kives?
Med teori
skal teori fordrives.
Tilbage til praksis, til praktikken i læreruddannelsen: Det er jo en faktor vi i kommunerne er direkte involveret i. – Og vi har et medansvar for, at praktikken forløber ordentligt, at praktiklærerne er klædt på til opgaven – og at der er et tilstrækkeligt antal uddannede praktiklærere.
Også når vi ser på modtagelsen af nye lærere er det væsentligt at holde fast i sammenhængen mellem teori og praksis: Arbejdspladsen skulle gerne være præget af en kultur, der er åben over for nye ideer frem for det klassiske energidræbende svar på nye ideer: "Det har vi prøvet!"
Når vi taler sammenhæng teori praktik vil jeg lige nævne bacheloropgaven, en hjørnesten i den nye professionsbacheloruddannelse: Det hedder i lov om uddannelse af lærere, at den studerende udarbejder i tilknytning til et af sine linjefag en større selvstændig faglig-pædagogisk opgave i et selvvalgt emne – bacheloropgaven. Opgaven der er individuel og skriftlig udarbejdes i sammenhæng med de pædagogiske fag o eventuelt praktikken og afsluttes normalt i 8. semester.
MEN, når nu vi er enige om, at et særkende ved professionsbacheloren er praksisviden, kunne man så ikke overveje at sløjfe det lille eventuelt, således af praktikken altid skal inddrages i bacheloropgaven?
Noget tyder i øvrigt på, at folkeskolepraksis - i en opgørelse jeg har set af små hundrede bacheloropgaver - er meget stedmoderligt behandlet, man kan sige det på den måde, at konkret empiri fylder meget lidt.
Nu har jeg gjort en del ud af de to uddannelser – til sidst vil jeg tage tage afsæt i en formulering, BKF fremsatte for nogle år siden. Den lød: Børn og unge har krav på at de voksne kan samarbejde. Det fører mig til det ansvar de to uddannelser, lærer- og pædagoguddannelsen har for at de to faggrupper bedre kan profitere af hinandens forskellige tilgange til arbejdet.
Her vil vi gerne ved at synge med på een af Kim Larsens sange, Sammen, og hver for sig, give vores begrundelser for at der er brug for en øget grad af samtænkning af de to uddannelser.
Det skal understreges at vi ikke ønsker en sammensmeltning af lærer- og pædagoguddannelserne. De to uddannelser har hver deres kernefaglighed, som man meget gerne må benytte lejligheden til at markere skarpere end i dag.
Der er ingen slinger i valsen, når man spørger lærere og pædagoger om nødvendigheden af at de samarbejder. Alle er enige om at det er vigtigt, ikke mindst p.g.a det stigende krav til kommunerne om at skabe en hverdag for 0-6 års institutionerne, for skolerne og for fritidsinstitutionerne der hviler på helhed, sammenhæng og fælles værdier - kort sagt: fælles opfattelser af, hvad der er godt for børn.
Der er i de fleste kommuner etableret en række formelle samarbejdsrelationer, fx mellem børnehaver og folkeskoler i forbindelse med børnenes overgang til skolelivet. Det typiske er imidlertid at der er tale om et samarbejde mellem de voksne – lærere og pædagoger – som ikke altid har indvirkning på den pædagogiske hverdag. Samarbejdet drejer sig typisk om videregivelse af informationer, forældresamarbejde o.l., langt sjældnere om fælles planlægning af pædagogiske forløb – og næsten aldrig om samarbejdet i et rum, hvor børnene er deltagere.
Så snart det drejer sig om den konkrete pædagogiske virksomhed i børnehøjde, ja, så er samarbejdet ofte forbundet med uoverstigelige barrierer. Kun ganske få steder rapporteres om lærer-pædagogsamarbejde i den pædagogiske praksis. Når det sker, er det ofte et resultat af besværlige og resursekrævende forhandlinger. Mange steder er sådanne forhandlinger endt resultatløst, hvis de da ikke er endt med spektakulære konflikter eller stævning.
Der findes flere årsagsforklaringer, som kort kan opremses i stikord som strukturelle barrierer, overenskomsttekniske barrierer, organisationernes indbyrdes rivalisering, "kulturforskelle" etc, etc
Her er vort ærinde imidlertid et andet: Læreruddannelsen og pædagoguddannelsens funktion.
Derfor anbefaler vi, i forbindelse med kommende reformplaner af de to uddannelser, at man medtænker følgende:.
- at optagelseskravene skal koordineres, så man sikrer sig at de to grupper studerende som udgangspunkt har et rimeligt ensartet fagligt niveau
- at uddannelsernes faglige mål, hvor det er relevant, har et rimeligt ensartet, højt niveau
- at de studerende på begge uddannelser mødes med klare, gerne ambitiøse krav
- at der indlægges fælles moduler på det almenpædagogiske område, moduler der skaber afklaring med hensyn til læringssyn, børnesyn og en fælles opfattelse af samarbejdet om skolebørn – eller, at der er fælles temaer, f.eks. indskoling, integration af to-sprogede, rummelighed
- at der indlægges fælles moduler om forskellige emner, der fremmer en fælles forståelse af institutioner, organisationer og forvaltning
I det videre reformarbejde hvor de to uddannelsers indhold samtænkes, har vi allerede de oplagte rammer: De nye CVU-konstruktioner, hvor pædagog- og lærerstuderende er under samme hat, om ikke under samme tag så dog i en fælles institution. Det giver muligheder for fællesforløb – og vi ved, det er afprøvet, f.eks. på Hjørring Seminarium.
At der også vil kunne opregnes 117 logistiske begrundelser for at dette her ikke lader sig gøre, må vi så tage til den tid – men een af løsningerne kunne vel være netbaseret undervisning.
Som nævnt i min indledning vil jeg godt give et par kommentarer til ministerens redegørelse om de to uddannelser:
Overordnet set finder jeg spændende takter i oplægget: Det er flere steder nævnt muligheden af en form for samtænkning af de to uddannelser. BKF stiller sig gerne til rådighed i det videre arbejde med at få ført intentionerne ud i livet.
Een ting savner vi dog: Vi havde gerne set også en samtænkning mellem læreruddannelsen til folkeskolen og læreruddannelserne til ungdomsuddannelserne.
Og endelig har vi nok et problem ude i kommunerne, hvis pædagogernes praktikforløb bliver SU-finansieret: De nuværende praktikanter indgår jo i normeringen, og i det øjeblik, det ikke længere er tilfældet, så har vi et problem.
Tak for jeres opmærksomhed
