Per B. Christensen
24.08.2006
Kommunerne er nødt til at tage den kritik til sig, som rettes mod skolelederne og de kommunale forvaltninger i den rapport om skoleledelse som Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde for nylig. (omtalt i Berlingske d. 22. august på side 3)
Ledelsen af den enkelte skole er vigtigere end nogensinde. Den er afgørende for skolen - den er nøglen til hele skolens udvikling. En dygtig skoleleder er garanten for, at både de centrale og de kommunale mål og beslutninger realiseres i dagligdagen. Derfor er det også nødvendigt, at kommunerne bakker deres skoleledere op , er offensive i dialogen med dem og stiller tydelige krav og forventninger.
Det er en klar opgave for de nye kommuner at vedtage et ledelsesgrundlag for skolelederne og at de nye og stærkere forvaltninger skal udøve en mere offensiv faglig og ledelsesmæssig sparring overfor skolelederne. I den sammenhæng kan det være nyttigt at vedtage et kodeks for god skoleledelse, der kan tjene til inspiration for den enkelte kommune og skole.
Kommunerne er dog godt i gang. Mange nye kommuner er igang med at formulere et generelt ledelsesgrundlag, der bl.a. tager afsæt i "Kodeks for offentlig topledelse" og projektet "Ledere der lykkes" fra "Væksthus for ledelse." Det er vigtigt at skolelederne klædes på til opgaven. Rapporten fra EVA viser, at de især skal rustes til at give feed-back på lærernes undervisning og til at udvikle skolens evalueringskultur. Derfor skal kommunerne prioritere efter- og videreuddannelse af skolelederne. Målet må være, at alle ledere får en lederuddannelse på diplomniveau og kommunerne skal blive bedre til at spotte ledelsestalenter og sende dem på førlederkurser.
Ledelsesudfordringen bliver større i de kommende år. Strukturreformer, nye ledelsesformer og nye krav på skoleområdet stiller krav om en fleksibel og tydelig ledelse, der har fokus på den pædagogiske ledelsesopgave. Derfor skal vi som forvaltningschefer sikre, at skolelederne trives, udvikler sig og oplever opbakning. Tilsvarende er det skolelederen, der har ansvaret for, at lærere og pædagoger trives, udvikler sig og oplever opbakning.
Den attraktive og gode arbejdsplads er mere end nogensinde vigtig, hvis folkeskolerne skal tiltrække og fastholde dygtige og engagerede lærere. Det lykkes kun med en dygtig og moderne skoleledelse.