Per B Christensen
18.03.2003
en kommentar fra formanden for Børne- og Kulturchefforeningen (skoledirektørerne) Per B. Christensen til A4`s ekspertpanels forslag om uddannelse.
A4 præsenterer i ugebrevene 9 og 10 en række spændende synspunkter vedr. ungdomsuddannelsernes struktur, lanceret af et ekspertpanel.
Jeg er enig med eksperterne i, at der er behov for at styrke overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne og at der er behov for at nedbryde barriererne mellem erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. Vi skal have nedbrudt hierarkiet i ungdomsuddannelserne.
Panelets synspunkter er åbenbart lettere at formulere end at gennemføre. De er ej heller nye. Helt tilbage i 1970`erne foreslog et udvalg ledet af tidligere rektor og undervisningsdirektør Sigurd Høyby noget tilsvarende og siden er forslagene blevet gentaget flere gange.
Ved gennemlæsningen af forslaget støder man flere gange på synspunktet om, at eleverne fra folkeskolen ikke længere er klar til de eksisterende ungdomsuddannelser. Panelets særprægede logik er derfor at flytte eleverne fra grundskolen til ungdomsuddannelserne noget tidligere. I det hele taget er forslagene fra panelet omfattet af den samme "minimalistiske" tilgang til uddannelse, der også præger Erik Jørgen Hansens bog; " uddannelsessystemerne i et sociologisk perspektiv"
Jeg synes i stedet man skal diskutere, hvordan eleverne fra folkeskolen gøres mere faglig parate til ungdomsuddannelserne, hvordan eleverne grundlæggende motiveres for at lære for livet, hvordan ungdomsuddannelserne bliver bedre til at tage imod de unge og hvordan vi gør noget for de 18% , der ikke profiterer tilstrækkeligt af folkeskolens og ungdomsuddannelsernes tilbud. Min pointe er, at strukturændringer ikke gør det alene. Vi må også se på indholdet og den pædagogiske praksis. Det er et fælles problem.
Mine synspunkter kan sammenfattes i følgende:
- Der er på samme tid behov for at styrke såvel fagligheden som rummeligheden og fleksibiliteten i både folkeskole og ungdomsuddannelserne. Ændringerne i folkeskoleloven tager sigte mod dette, men der er behov for efteruddannelse og mere fleksible rammer, hvis det skal lykkes.
- Der skal tages initiativ til et udredningsarbejde om rummelighed i ungdomsuddannelserne. Kommunerne arbejder i disse år med rummeligheden i skolen. Det er dog ligeså tiltrængt, at ungdomsuddannelserne ser på deres rummelighed og deres evne til at fastholde unge i et uddannelsesforløb. Spørgsmål om lærerholdninger og metodeudvikling er vigtige elementer i et sådant udredningsarbejde. Rummelige ungdomsuddannelser er en af flere forudsætninger for at flere unge gennemfører en kompetencegivende ungdomsuddannelse og at uddannelsesniveauet i Danmark øges.
- Der er skal arbejdes med den pædagogiske praksis i forhold til de eleverne, der ikke profiterer af folkeskolens tilbud i dag. Det er ikke nok blot at øge timetallet. Vi må udvikle lærerkompetencer og metoder, der retter sig mod de børn, der går i skolen i dag. Det kræver bl.a., at det pædagogiske indhold i læreruddannelsen styrkes.
- Der er behov for nye uddannelsestilbud til den gruppe af unge, der ikke i dag fuldfører en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Det skal være kortere uddannelsesforløb, med andre pædagogiske og faglige tilgange, med tæt sammenhæng mellem teori og praktik og med megen systematik.
- Evalueringskulturen i uddannelsessystemet skal styrkes. Evalueringen skal være en integreret del af undervisningen og skolernes resultater skal dokumenteres og formidles.
- Samarbejdet mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne skal styrkes. Lærerne i ungdomsuddannelserne kan lære noget af folkeskolens lærere hvad angår tværfaglighed og folkeskolelærerne kan f.eks. lære af gymnasielærernes tilgang til faglighed.
- Der er behov for en øget efter- og videreuddannelsesindsats overfor ungdomsuddannelsernes og folkeskolens lærere. Det kræver statslig engagement og medfinansiering.
- Ændringer i struktur og indhold stiller øgede krav til pædagogisk og strategisk ledelse i uddannelsessystemet.
- Vejledningsindsatsen i og efter folkeskolen skal målrettes de elever, der har svært ved at træffe et uddannelsesvalg.
Jeg skal afslutningsvis foreslå A4, at folkeskolen inviteres med næste gang man sætter eksperter til at drøfte overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
Per B. Christensen