BKF
01.01.2007
Høringssvar over udkast til Lov om forældreansvar.
Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) vil hermed gerne takke for muligheden for at kommentere det fremsendte lovudkast.
Generelle bemærkninger
BKF finder det positivt, at det i lovforslaget præciseres, at forældrene har og skal tage ansvar for barnet ved at samarbejde om forældremyndighed og samvær. På samme måde er det væsentligt, at der i alle forhold skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
Der er i de seneste års lovgivningsarbejde indarbejdet mange frister og formkrav for den kommunale sagsbehandling. Derfor kan det undre, at der i forhold til statsforvaltningens sagsbehandling ikke i samme udstrækning er fastsat frister. BKF håber ikke, at dette forhold (f.eks. i forhold til børnesagkyndige undersøgelser) vil resultere i en længere og dermed også mere omkostningstung kommunal sagsbehandling.
Bemærkninger til de enkelte paragraffer
§ 3
I bemærkningerne er det præciseret, at forældremyndighedsindehaverne sammen skal blive enige om skoleplacering, mens bopæl alene kan besluttes af bopælsforælderen. Der bør være en lige så stor sammenhæng mellem bopæl og skole, som der lægges op til, at der er mellem bopæl og daginstitution / fritid (læring, kammerater, lokalt netværk m.v.) Da der jo gives begge forældre mulighed for indflydelse i forhold til flytning gennem den fastsatte varsling, vil BKF anbefale, at afgørelse om valg af skolegang tillægges bopælsforælderen. Endvidere er skole og institution nævnt parallelt i § 17.
§ 5
BKF mener - til trods for at det i henhold til bemærkningerne er en selvfølgelighed - at det af lovens tekst bør fremgå, at barnet skal informeres når der træffes beslutninger.
Selv om det er frivilligt, om barnet ønsker at fremkomme med sin mening, finder BKF det relevant, at barnet gives en lovsikret ret til at kunne medtage en bisidder efter samme regelsæt, som der aktuelt søges indarbejdet i Lov om Social Service.
§ 8
BKF finder det som en god hovedregel, at det fælles ansvar over for børnene fortsætter, selv om forældrene bliver separeret eller skilt. På denne måde kan forældreansvaret søges fastholdt, hvis det er muligt.
§ 18
BKF vil finde det i tråd med et af hovedsigterne med loven - barnet i centrum - at det i lovteksten understreges, at det er barnets interesse, der er det grundlæggende i samværet.
§ 22
BKF finder det problematisk at give orientering til og invitere forældre uden forældremyndighed til sociale arrangementer i institutioner og skoler. BKF erkender dog, at der i stk. 4 er givet institutionerne mulighed for at anmode om at forældre fratages denne ret, hvis det vurderes at være til skade for barnet.
Bemærkningerne til denne paragraf er temmelig omfattende uden dog at give et helt klart billede af hvilken konkret forpligtelse den enkelte institution har. Dette mener BKF vil give anledning til mange fortolkninger og deraf afledte konflikter for børn, forældre og personale.
BKF foreslår derfor, at pligten til at videregive information fra institution og skole - som en konsekvens af det fælles forældreansvar - placeres hos bopælsforælderen.
§ 22a
BKF finder det positivt og hensigtsmæssigt, at kommunerne får det fulde ansvar i forhold til samværsbeslutning i forbindelse med anbringelser.
§ 31 og 32
Her sikres, at barnets perspektiv søges fremdraget under sagen.
BKF mener, at der her bør indføres mulighed for, at barnet medtager en bisidder - efter samme regler som de rettigheder, der for øjeblikket er ved at blive indarbejdet i Lov om Social Service. Dette kunne eventuelt indarbejdes under de indledende bestemmelser (§ 1-5)
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Per B. Christensen, Tlf. 55 88 30 01, perbc@naestved.dk, eller
Bruno Borella, Tlf. 99 88 77 70, brbo@rebild.dk
På bestyrelsen vegne
Bruno Borella.