Høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (frit valg af klubtilbud over kommunegrænsen, minimumsgrænse for tilskud til privat pasning § 26)
Klaus Nørskov

13.10.2004

Til
Socialministeriet

Att Charlotte Meibom

 

Høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (frit valg af klubtilbud over kommunegrænsen, minimumsgrænse for tilskud til privat pasning § 26)

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) kan tilslutte sig at klubområdet sidestilles med dagområdet og skoleområdet mht. frit valg.

Frit valg og sammenhænge i kommunens børnepolitik

BKF vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at lovforslaget rummer en række latente risici eller uhensigtsmæssige sideeffekter. Helt grundlæggende drejer det sig om vægtningen af det enkelte individs frie valg ift. samfundets interesser som helhed.

BKF er således generelt betænkelig ved frit valg, idet det – ud over fordele - rummer en risiko for:

  • ghettoficering af bestemte områder i kommuner med mange socialt svage borgere og/eller borgere med en anden etnisk baggrund (ved at de ressourcestærke af egen drift flytter eller melder sig ud)
     
  • at kommuner kan spekulere i målrettet "eksport" af sociale problemer herunder de medfølgende udgifter til bl.a. støtteforanstaltninger
     
  • at det systematiske og massive arbejde, som mange kommuner gør, for at sikre sammenhæng i børns skole og fritidsliv kan blive slået i stykker. Som bekendt arbejder mange kommuner således på at sikre fælles værdier og pædagogisk tilgang til børnene således, at der arbejdes ud fra fælles værdier for at sikre, at færrest mulige børn udskilles. Dette arbejde vil altså fremover ikke være gældende for alle børn.
  • Hvilke områder er omfattet af loven?
    Af bemærkningerne fremgår det, at loven alene omhandler frit valg for klubtilbud eller andre socialpædagogiske iht. serviceloven: "Det frie valg af klubtilbud er begrænset til klubtilbud m.v. efter serviceloven, da fx skolefritidsordninger efter folkeskoleloven er nær knyttet til og en del af den pågældende skole. Frit valg vil kunne betyde, at skolens egne børn måske ikke ville kunne optages på grund af andre børn".

    BKF tilslutter sig, at ændringen ikke omhandler klubtilbud iht. ungdomsskoleloven og folkeskoleloven (SFO II og III), idet disse klubtilbud er knyttet op omkring skolegangen på den enkelte skole.

    BKF er dog uforstående over for, at der ikke også er fremsendt lovforslag om ændring af folkeoplysningsloven, hvorunder en lang række kommuner driver deres kommunale klubtilbud.

    Det er således BKFs opfattelse, at frit valg må gælde såvel må gælde klubtilbud ift. serviceloven, som folkeoplysningsloven, da det ofte er "tilfældet" der historisk har afgjort, om klubtilbuddet tilbydes iht. den ene eller anden lovgivning.

    Betalings/afregningsforhold
    Iht. lovforslaget indsættes i § 22 efter stk. 1 som nyt stykke:

    »Stk. 2. Ved optagelse i klubtilbud eller andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud, således at det svarer til tilskudsprocenten efter stk. 1, 2. pkt., af de gennemsnitlige driftsudgifter pr. plads for klubtilbud m.v. i opholdskommunen….".

    Som bekend, driver en række kommuner klubtilbud af meget forskellig karakter. Dels de mere traditionelle FK og UK-tilbud, dels en række særlige tilbud med udspring i de unges særlige interesser, fx motorklubber, gokart-klubber, rideklubber, byggelegepladser mv., som har et højere omkostningsniveau end traditionelle klubber. Endvidere er det karakteristisk for disse klubber, at antallet af medlemmer er særligt stort om sommeren, og mindre om vinteren.

    BKF kan derfor ikke tilslutte sig, at tilskudsprocenten beregnes ud fra den gennemsnitlige pris, men derimod ud fra enten det enkelte klubtilbuds pris eller en gennemsnitspris.

    BKF tager endvidere for givet, at de samme procedurer for lukning af tilgangen for medlemmer uden for kommunen følger de retningslinier, der er gældende for dagområdet (lukning af tilgang ved mere end 1 % af pladserne mv.), jf. bemærkningerne, nederst s. 1. Kommunerne må således også have mulighed for - på baggrund af en forventet tilgang i løbet af sommermånederne - at lukke for unge fra andre kommuner.

    Offentlig administration af private ordninger
    BKF kan ikke tilslutte sig, forslaget om at kommunerne fremover skal tilbyde forældre at varetage administrationen af en pasningsordning mod betaling for forældre, der selv arrangerer pasning af deres børn.

    BKF anser ikke dette for en offentlig opgave, og endvidere forholder lovgivningsteksten eller bemærkningerne ikke til de juridiske følgevirkninger, der kan være af denne opgaveløsning.

    Yderligere oplysninger kan fås hos formanden, Børne- og Kulturdirektør Per B. Christensen, Næstved eller Børne- og Undervisningsdirektør Klaus Nørskov, Albertslund.

    p. b. v.

    Klaus Nørskov


    Sekretariat: Rådmandshaven 20, 4700 Næstved. Telefon 5578 4913. Fax. 5578 4948. E-mail: bkf@bkchefer.dk

     

    Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk