Gunnar Nordestgaard
30.11.2005
Høringssvar vedr. udkast til ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv - j.nr. 033.941.021
Børne- og kulturchefforeningen kan generelt tilslutte sig ændringer i udkast til lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv.
Ændringerne, der bl.a. henfører til regeringens integrationsplan "En ny chance til alle" samt regeringsgrundlaget har dels til formål at inddrage og involvere forældre i unges vejledning og valg af uddannelse og dels at intensivere UU Centrenes muligheder for at blive inddraget tidligere i forbindelse med risiko for frafald eller konkret frafald.
BKF s høringssvar deler sig i to dele: Forældreinddragelse og UU Centrenes nye muligheder
Forældreinddragelse
BKF ser med stor tilfredshed på lovforslagets intentioner om forældrenes inddragelse i vejledning af de 15-17-årige - især taget i betragtning at adskillige undersøgelserne i forhold til danske unge, placerer mor som en vigtig brik i den unges valg af uddannelse. BKF vil dog udtrykke nogen skepsis i forhold til lovforslagets forventninger om resultaterne, idet forslaget er et tilbud til forældrene og at orienteringen er almen, hvilket også afspejles i den økonomi, som er forbundet med ændringsforslaget.
BKF peger på tidligere udtalelser - og henholder sig ligeledes til Rambøll Managements anbefalinger i forbindelse med en evaluering af etableringen af UU-Centrene, som understreger, at der bør udvikles metoder til afdækning af den enkelte elevs behov for vejledning - som grundlag for en mere differentieret vejledning - herunder indsatsen i forhold til udsatte unge.
BKF ser således ændringen som et skridt på vejen, og peger på at permanente mentorordninger kan være en nødvendig understøttelse i bestræbelserne på at nå fra de 82-83% af en ungdomsårgang, som gennemfører en ungdomsuddannelse til de 85% i 2010. Skal målet med en gennemførelsesprocent 95% nås i 2015 er det BKF's opfattelse, at der skal yderligere indsatser til.
UU-Centrets nye muligheder
BKF finder det væsentligt at underretningspligten til UU indskærpes til at omfatte elever, der er frafaldstruede. BKF finder det også væsentligt at underretningspligten omfatter såvel unge undervisningspligtige, som unge, der har overstået undervisningspligten. Som konsekvens har ændringen et større samarbejde mellem f.eks. gennemførelsesvejlederen på en ungdomsuddannelse eller en skole med undervisningspligtige unge og Uddannelsesvejlederen i UU. Vejledningen kan herved gøres mere proaktiv, og UU vejlederen får en bedre mulighed for at udføre den forpligtende opsøgende vejledning i henhold til §3, stk. 2, 2. pkt.
Gunnar Nordestgaard
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til
Formand for BKF Per B. Christensen, børne- og kulturdirektør i Næstved, tlf. 5578 4922 eller e-mail perb@naeskom.dk.
Bestyrelsesmedlem Gunnar Nordestgaard, Børne- og kulturchef i Lemvig, tlf. 9663 1450 eller e-mail Gunnar.Nordestgaard@Lemvig.dk