Høringssvar vedrørende bekendtgørelsen om indholdet i børnehaveklassen

25.05.2003

Uddannelsesstyrelsen
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K


Høringssvar om indholdet i børnehaveklassen

BKF skal indledningsvis takke for muligheden for at give kommentarer til bekendtgørelsen om indholdet i børnehaveklassen.

BKF hilser det velkomment, at der med ændring af folkeskoleloven fra 01.08.03 er vedtaget, at børnehaveklassen i ligheden med folkeskolens øvrige klassetrin er omfattet af mål og indholdsbeskrivelse.

BKF finder, at der er udarbejdet et klart struktureret og overskueligt udkast til bekendtgørelse, hvor der er god sammenhæng mellem de skitserede slutmål og anvisningerne på undervisningens indhold.

BKF anser bekendtgørelsen som et godt udgangspunkt for samarbejdet med såvel 0- 5 årsområdet, med de øvrige klassetrin i skolen og med skolefritidsordningerne (SFO), så børnehaveklassen bliver en vigtig del af den sammenhæng og helhed, der gerne skal være resultatet af det pædagogiske arbejde med børnene.

Der er i udkast til bekendtgørelse i § 2 stk. 5 nævnt 6 temaer, der mindst skal indgå i børnehaveklasseåret. BKF finder disse temaer relevante som minimumskrav i børnehaveklassen.

BKF finder dog anledning til at anbefale, at IT inddrages fra starten af skoleforløbet på alle relevante områder, således også inden for dansk- og matematikprægede aktiviteter. Skolens yngste elever vil for de flestes vedkommende være bekendte med den moderne teknologi, hvorfor IT med fordel kan anvendes fra skolestarten.

BKF har tidligere anbefalet, at børnehaveklassen blev gjort obligatorisk. Dette er ikke sket med de vedtagne ændringer, men BKF finder det fortsat væsentligt at gøre opmærksom på de fordele, der ligger i, at børnehaveklasseåret bliver folkeskolens fælles starttidspunkt.

BKF finder det væsentligt, at indholdet i børnehaveklasseåret korresponderer med børnenes udviklingstrin og modenhed, men finder ikke dette krav er i modsætning til en tidligere skolestart.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til BKF eller til undertegnede

Kirsten Berntsen
skolechef
Fredericia
TLF: 7210 7411
Per Udesen
afdelingschef
Haslev
TLF: 5636 4235

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk