Per B. Christensen
07.09.2004
Institutionsstyrelsen
Institutionspolitisk kontor 2
Frederiksholms Kanal 25
1220 København K
07.09.2004
Høringssvar vedrørende forslag om ændring af lov om produktionsskoler.
Det fremgår af forslaget til lovændring, at en produktionsskole kun kan optage deltagere med tilskud når kommunalbestyrelsen i den unges hjemstedskommune gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, at den unge er omfattet af produktionsskolernes målgruppe . Vurderer Ungdommens Uddannelsesvejledning, at den unge er omfattet af målgruppen, kan den unge umiddelbart og i op til seks måneder herefter optages og begynde på en produktionsskole med tilskud.
Børne –og Kulturchefforeningen finder det hensigtsmæssigt, at Ungdommens Uddannelsesvejledning tildeles denne kompetence, således at produktionsskoleophold alene anvendes af unge, der har behov for at blive afklaret mod senere valg af en erhvervskompetencegivende uddannelse eller for at få øget deres grundlæggende kompetencer.
Foreningen kan også tilslutte sig, at rammerne for produktionsskolernes markedsføringsvirksomhed strammes op.
BKF finder endvidere, at der lokalt bør etableres partnerskaber og samarbejder mellem produktionsskoler og de kompetencegivende ungdomsuddannelser for at sikre en målrettet udslusning fra produktionsskoler og ind i det ordinære uddannelsessystem.
BKF så dog helst, at kommunerne ud fra en samlet uddannelsesmæssig og økonomisk vurdering fik driftsansvaret for produktionsskolerne i forbindelse med de forstående ressortdrøftelser som følge af implementeringen af kommunalreformen.
Endelig skal BKF foreslå, at der gennemføres en grundig analyse af produktionsskolernes elevprofil , af flowet af elever mellem produktionsskoler og ordinære ungdomsuddannelser og valg og frafald i ungdomsuddannelsessystemet.
Per B. Christensen
Formand for BKF