Høringssvar vedrørende lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt lov om social service
Per B. Christensen

13.01.2003

Socialministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Att: Karen Elmegaard


Høringssvar vedr. lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt lov om social service.

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) har modtaget tilbuddet om at afgive høringssvar om ovenstående udkast til lovforslag.

Lovforslaget omfatter ændringer på to områder, idet det foreslås at ændre reglerne om handlekommune for børn anbragt uden for hjemmet (§§9 og 53) og reglerne for inddragelse af barnet og den unge i sager om særlig støtte (§58).

Vedr. handlekommune.

BKF er enig i det overordnede sigte, som er at skabe størst mulig kontitinuitet for barnet i forbindelse med en anbringelse. Ved at fastslå, at den anbringende kommune altid - uanset hvor forældremyndighedsindehaveren måtte bosætte sig - er barnets opholdskommune vil man med forslaget imødegå risikoen for at barnet udsættes for skift i foranstaltninger, der ikke har at gøre med, at barnets situation er ændret, men alene er betinget af, at det har fået ny opholdskommune.

BKF er ikke overbevist om, at den nævnte problemstilling har et omfang, der gør det velbegrundet at fremsætte forslag om lovændringer – især ikke, når man vurderer på de problematiske sideeffekter forslaget kan få. I det omfang, der er tale om et problem, vil der ofte være tale om familier, der ikke ønsker at samarbejde med de sociale myndigheder, og disse familier fraflytter som regel deres kommune, før en anbringelse (eller anden foranstaltning) er kommet på tale.

Efter BKFs opfattelse er der en nærliggende risiko for, at forslaget kan forringe kommunernes muligheder for at sikre en helhedsorienteret tilgang i anbringelsessager. Desuden vil det gode samarbejde mellem betalingskommune og opholdskommune, som i dag er reglen, og ikke undtagelsen, blive erstattet af nogle mere komplicerede samarbejdsmuligheder mellem de involverede kommuner.

Den helhedsorienterede indsats er central. BKF finder det derfor vigtigt at lovgivning vedr. anbringelsessager tager afsæt i den kendsgerning, at der i de fleste tilfælde ligger en familieproblematik til grund for anbringelsen.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at enhver foranstaltning i forhold til et barn eller ung er et led i en handleplan. En anbringelse uden for hjemmet er i princippet en begyndelse på en proces, der skal bringe barnet og den unge hjem igen. Da BKF fortsat er af den opfattelse, at antallet af anbringelser uden for hjemmet skal bringes ned, finder foreningen det afgørende, at barnets og den unges handleplan indgår i en naturlig sammenhæng i arbejdet med familien som helhed. Det fremsendte lovændringsforslag skaber en barriere herfor.idet arbejdet nu skal ske ud fra et ansvar, der er delt mellem to handlekommuner, barnets og forældrenes.

BKF skal derfor indtrængende opfordre til at det overvejes, hvordan en lovændring som den fremsendte kan gennemføres, uden at det skaber barrierer for en helhedsorienteret indsats med sigte på at nedbringe behovet for anbringelser uden for hjemmet.

Vedr. inddragelse.

BKF er enig i at et barn og en ung, skal inddrages og høres, før der træffes beslutning om en foranstaltning efter lov om social service. I dag sætter loven en aldergrænse på 12 år. I det fremsendte lovforslag foreslås denne aldergrænse fjernet. Kommunerne skal således håndtere barnets og den unges rettighed ud fra et skøn over barnets modenhed.

Det er lovens hensigt at sikre, at også børn under 12 år skal inddrages og høres. Det skal omvendt bemærkes, at loven bør håndteres således, at alle børn som udgangspunkt skal inddrages, men at måden det sker på, skal tilpasses det konkrete barns udvikling.

Med venlig hilsen


Per B. Christensen
Formand
Børne og Kulturchefforeningen

For evt. yderligere oplysninger: henvendelse til formanden eller Børne- og Kulturchef Jens Vibe Michelsen, Hinnerup, 87 64 34 40, jvm@hinnerup.dk

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk