Bruno Borella
06.01.2006
Til
Socialministeriet
Høring om udkast til 3 bekendtgørelser om henholdsvis Tilbudsportalen, VISO og Udviklingsråd som led i kommunalreformen
Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at kommentere de fremsendte bekendtgørelser.
BKF finder generelt at de tre bekendtgørelser udgør et grundigt og gennembearbejdet regelgrundlag for de pågældende områder.
Den større ensartethed i vejledning gennem VISO, ensartethed i præsentation af tilbudene gennem Tilbudsportalen og den centralt fastsatte dokumentation af indsatsen gennem statistiske indberetninger vil sætte fokus på den kommunale sikring af børn og unges retssikkerhed. Dette finder BKF er en positiv udvikling.
Samtidig ønsker BKF dog at udtrykke en bekymring for, om den udvikling af området, som hidtil delvist har været drevet af fagfolks entusiasme og mulighedernes mangfoldighed, vil få åndenød under produktionen af dokumentation og indberetninger til det centrale system.
Det er derfor vigtigt at ministeriet påtager sig det centrale ansvar for at anvende den indsamlede dokumentation til forskning, værktøjsudvikling og formidling. Dette arbejde, som skal have fokus på såvel faglighed som økonomi, skal sørge for at grundlaget for den kommunale indsats på området fortsat udvikles.
VISO:
BKF finder det positivt, at den faglige viden på landsplan samles i én organisation.
I forbindelse med etableringen af denne organisation bør der være opmærksomhed på, at der allerede i dag er specialister på området i kommunalt regi – i kommunale forvaltninger og på kommunale institutioner.
På alle driftsområder er det nødvendigt at sammenholde indsats, effekt og økonomi – således også på de områder, som VISO skal rådgive omkring.
BKF anbefaler derfor, at den økonomiske vinkel indarbejdes i formålsbeskrivelsen for VISO, så en høj faglighed i rådgivningsindsatsen ikke får i en uhensigtsmæssig udgiftsdrivende virkning.
Tilbudsportalen:
BKF finder det hensigtsmæssigt, at oplysningerne om de enkelte tilbud indberettes af godkendelses- og tilsynsmyndigheden. Antallet af oplysninger er dog meget detaljeret og omfangsrigt. Dette set i forhold til konsekvenserne af det beskrevne § 14-tilsyn kan synes lidt ude af proportioner – i hvert fald vil det fordre en vis smidighed i Styrelsens administration af reglerne.
BKF anbefaler, at Tilbudsportalen etableres så tidligt i 2006, at den nuværende godkendelses- og tilsynsmyndig indberetter oplysningerne om tilbud oprettet inden 1. januar 2007 inden opgaven overdrages til anden myndighed i forbindelse med kommunalreformen. Ajourføringen af oplysningerne skal selvfølgelig efterfølgende følge tilsynsmyndigheden.
Udviklingsråd:
Der er næppe nogen tvivl om, at den enkelte kommune gennem opsamling af materiale til den årlige redegørelse vil få et godt lokalt og regionalt overblik, selv om man godt kan blive lidt forpustet, når man læser bekendtgørelsens indholdsbeskrivelse.
BKF anbefaler, at § 3 pkt. 6 udvides til foruden VISO og så at dække Tilbudsportalen og en vurdering af dens anvendelighed.
På bestyrelsens vegne
Bruno Borella.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse ved:
Per B. Christensen, tlf. 55 78 49 22, perb@naeskom.dk, eller
Jette Runchel, tlf. 47 78 41 01, jru@frederiksvaerk.dk eller
Bruno Borella, tlf. 99 82 82 30, bbo@skoerping.dk