Høringssvar vedrørende udkast til bekendtgørelse om støtte til folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde
Carsten Anderskov

09.12.2002

Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K

 

Vedr. høring over udkast til bekendtgørelse om støtte til folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde (folkeoplysningsbekendtgørelsen)

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at udtale sig om udkast til folkeoplysningsbekendtgørelse.

BKF har indledningsvis den anke, at bekendtgørelsen udsendes meget sent, set i lyset af ikrafttrædelsestidspunkt. I øvrigt har BKF ingen bemærkninger til forslagets kapitel 1-6.

Ser man dernæst på reglerne for mellemkommunale betalinger i kapitel 7 afføder det følgende bemærkninger:

Det konstateres med tilfredshed, at det i forlaget anføres, at der i mellem kommuner kan aftales, at der ikke skal opkræves betaling af deltagere uden for kommunen. Det ville, forudsat det frie valg henover kommunegrænser fastholdes,  give borgerne flere valgmuligheder, og ville overflødiggøre
besværet med at sende regninger henover kommunegrænser. Samtidigt er BKF naturligvis også på det rene med, at der her kan være interessemodsætninger mellem store og små kommuner.

At taksten for betalingen for almindelig undervisning halveres fra kr. 12.90 til kr. 6.45 forekommer logisk med henvisning til seneste lovændring.
At taksten for handicapundervisning sættes til 39.30 beror på et valg. – BKF foreslår, at en lavere sats overvejes. Det kunne i samme forbindelse være ønskeligt, at der i forlængelse af afsnittet om betaling for handicapundervisning blev lagt begrænsninger på brug (udnyttelse) af folkeoplysningsloven til handicapundervisning på døgninstitutioner, hvor regningen blot sendes til bopælskommunen.

Endelig vil det være ønskeligt, at også instrumentalundervisning medtages i § 21: Også på dette felt er der en del brugere, der krydser kommunegrænsen og undervises på små hold. Og blot at sætte taksten til kr. 6.45 vil slet ikke svare til de faktiske forhold.

BKF har ikke yderligere kommentarer til forslaget.

Med venlig hilsen
pbv

Carsten Anderskov

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk