Høringssvar: Udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (nedsættelse af den maksimale forældrebetalingsandel for en plads i dagtilbud til børn og privat pasning).
Børne- og kulturchefforeningen (BKF) finder det meget positivt, at forholdene for børnefamilierne er i fokus, og at der tages initiativer til at lette det økonomiske pres for småbørnsfamilierne, således at de i højere grad får mulighed for at prioritere f.eks. nedsat arbejdstid.
I forhold til lovforslaget har vi følgende ændringsforslag:
Af § 15, stk.1.: fremgår det: "…. Såfremt opholdskommunen for regnskabsåret 2005 har ydet tilskud med mere end 67 pct., kan tilskudsprocenten ikke nedsættes for regnskabsåret 2006 for aldersgruppen fra 3 år og til skolealderen…"
En række kommuner har i indeværende regnskabsår en tilskudsprocent, som er højere end 75%. Det er BKFs opfattelse, at disse kommuner skal have mulighed for at hæve forældrebetalingen op til højest 25% for førskolebørn i dagtilbud. Det giver mening, at taksten for børnehavebørnene ikke kan hæves til over 25% for det kommende år men ikke, at forældrebetalingen kan hæves fra fx 20 til 21%.
Af § 15, stk.1. forslås derfor affattet således:
"….. Såfremt opholdskommunen for regnskabsåret 2005 har ydet tilskud med mere end 67 pct., kan tilskudsprocenten ikke nedsættes for regnskabsåret 2006 for aldersgruppen fra 3 år og til skolealderen. For kommuner med en tilskudsprocent over 75% kan den dog nedsættes til mindst 75%......"
I forhold til lovforslaget har BKF følgende bemærkning:
§ 15, stk.1.: Nogle kommuner kan i deres budgetforudsætninger for 2006 og efterfølgende år have kalkuleret med en gradvis forøgelse af forældrebetalingen op til 33% på børnehaveområdet. Disse kommuner vil få en økonomisk udfordring, som der ikke er taget højde for i aftalen mellem KL og regeringen, der alene forholder sig til reduktionen i forældrebetalingen til 25% på 0-2 årsområdet.
--------------------------------------------------------------------------------
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse ved:
Formand, Børne- og Kulturdirektør, Næstved, Per B. Christensen,
tlf. 55 78 49 22, perb@naeskom.dk
eller
Børne- og Undervisningsdirektør Klaus Nørskov, Albertslund,
tlf. 4368 6100, klaus.norskov@albertslund.dk
eller
Børne- og Kulturdirektør Jette Runchel,
tlf. 47 78 41 01, jru@frederiksvaerk
På bestyrelsens vegne
Klaus Nørskov