Om udkast til vejledning om særlig støtte til børn og unge i forbindelse med anbringelsesreformen
Bruno Borella

23.08.2005

Til

Socialministeriet

 

  

Høring om udkast til vejledning om særlig støtte til børn og unge i forbindelse med anbringelsesreformen.

 

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) takker for muligheden for at kommentere det fremsendte udkast til vejledning.

 

BKF finder, at vejledningen generelt er detaljeret og velfunderet med mange eksempler og henvisninger til anden relevant lovgivning og litteratur.

 

Med vejledningens understregning af sammenhængende børnepolitik, vigtigheden af tværfaglighed, fokus på børneperspektivet og at løsningerne findes i nærmiljøet er det BKF´s vurdering, at vejledningen vil blive et godt hjælperedskab i den konkrete implementering af anbringelsesreformen.

 

Det vil være hensigtsmæssigt i forhold til vejledningens anvendelighed som dagligt arbejdsredskab ud over henvisningsregisteret til lovparagrafferne at udarbejde en egentlig indholdsfortegnelse suppleret med et omfangsrigt stikordsregister.

 

Der er i vejledningen flere steder argumenteret med forskningsresultater og undersøgelser uden at dokumentationen nærmere defineres med en konkret henvisning. Enkelte steder henviser vejledningen dog til en specifik publikation.

 

BKF anbefaler, at der i så stor grad som overhovedet muligt henvises konkret til de nævnte forsknings-/undersøgelsesresultater. På denne måde vil ministeriet kunne bidrage til at sætte øget fokus på evidensbaseret viden frem for mere holdningsprægede formuleringer om, hvad man mener eller tror, der er ”bedst for barnet”. Henvisningerne kunne eventuelt tilføjes som fodnoter.

 

BKF vil foreslå at vejledningen – eventuelt på sigt - suppleres med en samling af gode eksempler på kommunale servicemål på børne-/familieområdet til inspiration for det kommende kommunale arbejde.

 

BKF ser positivt på, at socialministeren fastsætter centrale standarder for sagsbehandlingen. I den forbindelse gøres ministeriet opmærksom på det behov kommunerne har for, at forskellige initiativer på dette område koordineres (Ankestyrelsen, Digitaliseringsprojekt, Projekt ”Sammenhængende børnepolitik”). 

 

BKF ser frem til, at der i forlængelse af den kommende bekendtgørelse om standarder for sagsbehandling videreudvikles værktøj til sagsbehandlere med henblik på at alle formelle krav til sagsbehandlingen vedrørende formkrav og tidsfrister opfyldes. Dette værktøj kan medvirke til at øge den faglige viden og forbedre kommunernes sociale indsats baseret på fakta. Værktøjet bør endvidere kunne understøtte det tværfaglige samarbejde, så der skabes mulighed for fælles sager på tværs af organisationen.

 

Kommentarer til konkrete punkter:

Pkt. 70:   Der er faldet nogle ord ud i første ”pind”.

Pkt. 87:   Der er ikke overensstemmelse mellem paragrafhenvisning i overskriften og indhold.

Pkt. 240: Der er ikke sammenhæng mellem ”Dette gælder blandt andet i forhold til plejefamiliers arbejdsomfang og arbejdsforhold” og ”kan det dog være relevant at vurdere, om ægtefællens arbejde……”
BKF anbefaler, at arbejdsomfang og arbejdsforhold indgår som element i den generelle godkendelse.

 

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse ved:

Per B. Christensen, tlf. 55 78 49 22, perb@naeskom.dk, eller

Bruno Borella, tlf. 99 82 82 30, bbo@skoerping.dk

 

 

 

På bestyrelsens vegne

Bruno Borella.

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk