13.11.2002
Vigtigt med et centralt og lokalt samspil om skolen
De seneste måneders politiske forhandlinger om folkeskolens fremtid har udviklet sig til en sand gyser, hvor den lokale politiske styring af skolen er i spil. Vi skal åbenbart vænne os til at have bindende mål for folkeskolen fastsat centralt.
Det forlig , der blev indgået imorges kl. 5.15. er tilsyneladendeen buket, der rummer et par tidsler. Tidsleder der giver grund til bekymring kommunalt. Vi har dog behov for at få udlagt teksten yderligere inden vi kan komme med en egentlig BKF-anmeldelse af forliget. Det får Ministeren mulighed for i eftermiddag.
Det er på den ene side godt:
at forliget er blevet bredere politisk funderet
at der gives kommunerne mulighed for øget fleksibilitet på en række områder. Vi have ønsket os yderligere af den slags
at der lægges op til en styrket brobygning mellem dagtilbud og skole og mellem skole og ungdomsuddannelser
at de centrale parter er enige om, at understøtte initiativer i folkeskolen, der kan styrke rummeligheden
at de bindende mål baserer sig på de klare delmål og ikke på de årsmål, der blev meldt ud i sidste uge
at bestemmelserne om pædagogisk holddannelse præciseres
Som en konstruktiv formand for en forening af embedsmænd vælger jeg at opfatte udspillet , som et centralt indspil til, hvordan vi lokalt styrker skolens faglige indhold – i en bred forstand – og ikke en kritik af den måde vi forvalter vores skoler på i kommunerne.
Men der er også nogle tidsler i forliget.
Hvordan vil Undervisningsministeriet følge op på de bindende mål overfor kommuner og skoler. Forestiller man sig et centralt tilsyn ? Hvad er det for en skole, der kommer ud af det ? Jeg forudsætter, at Undervisningsministeriet lægger op til en dialogbaseret evaluering og ikke en egentlig kontrol af den enkelte kommune eller skole!
Hertil kommer, at bindende mål vil øge udgiftspresset på folkeskolen . Allerede fordi de vejledende timetal nu bliver gjort til minimumstimetal.Det bliver samtidig en stor udfordring at sikre, at det øgede fokus på faglighed rummes i folkeskolens ordinære aktiviteter og ikke fører til en stigning i udgifterne til specialundervisning. Det kræver en god dialog mellem skolefolk, KL og ministerium.
Børne- og Kulturchefforeningen mener, at skolen skal udvikle sig i samklang med samfundsudviklingen og skal kunne tåle de udfordringer, der stilles fra elever, forældre og politikere. Det gælder også, når nationale og internationale evalueringer sætter fokus på nye problemfelter i den danske folkeskole. Samtidig er vi som praktikere opmærksomme på, at for mange lokale og centrale udviklings- og lovgivningsinitiativer over for kort tid kan skabe frustration og indvikling i stedet for udvikling. Der er defor nu brug for, at politikerne giver folkeskolen udviklingsro i en 4-årige periode, indtil forliget skal evalueres. Således at initiativerne får tid til at forplante sig og blive en del af folkeskolens dagligdag og pædagogiske praksis.
Og så en generel opfordring til politikere lokalt og centralt . Vi har også i fremtiden behov for brede forlig om folkeskolen. Folkeskolen bør ikke blive et ideologisk projekt, hvor vi oplever store ændringer i skolens lovgivningsmæssige fundament, hver gang der dannes en ny regering.
Vi ønsker derfor generelt centrale beslutninger om skolen:
der giver rammer for udvikling af en lokalt styret, faglig styrket, fleksibel og rummelig skole
som fastsætter centrale forventninger til skolen gennem mål – men uden centrale standarder
som tager højde for at børn har forskellige veje til at lære, og at børns risiko for at snuble over læringstærsklen er forskellig. I det videnssamfund, som nu er vores er det afgørende at skolen stimulerer børnenes lyst til at lære og at blive ved med det - også når de ikke er børn længere. Derfor er det ikke nok at fokusere på flere timer. Det handler også om den pædagogiske praksis: Mere af det samme er ikke nok!
- læs hele beretningen her (PDF-format)
