01.07.2002
Til Pressen
Pressemeddelelse
Bedre uddannelser - men for hvem ?
Regeringen har udsendt en handlingsplan om "bedre uddannelser". Børne- og Kulturchefforeningen hilser redegørelsen velkommen og kan tilslutte sig de fleste af redegørelsens forslag om faglighed, fleksibilitet og mindre frafald.
Det er således på høje tid, at der lægges op til en grundlæggende reform af de gymnasiale uddannelser. Der er brug for en reform, der tager sit udgangspunkt i, at mere end 50% af de unge idag tager en gymnasial uddannelse, siger formanden Per B. Christensen, der er Børne- og Kulturdirektør i Næstved.
BKF savner til gengæld initiativer rettet mod de ca. 20% af en årgang, der ikke får det maksimale ud af deres gang gennem folkeskolen og som efterfølgende ikke lykkes med at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Der er brug for at "tænke" i uddannelse på en ny måde for denne gruppe af elever, udtaler Per B. Christensen. Mere af det samme er ikke nok! Det skal være uddannelser, der tager et praktisk udgangspunkt og som giver denne gruppe af elever nogle succesoplevelser.
Det er godt, at Regeringen sætter fokus på vejledningsindsatsen. BKF finder, at der er behov for en omprioritering af vejledningsindsatsen. Der synes, at være tilstrækkeligt med vejledningsressourcer i uddannelsessystemet, men der må foregå en større koordinering af vejledningsindsatsen. Herudover skal vejledningsindsatsen skal i højere grad rettes om "de svage unge" og der skal udvikles nye vejledningsmetoder for at nå denne målgruppe.
Som administrative ansvarlige for folkeskolen deltager Børne- og Kulturchefforeningen gerne i udviklingen af nye uddannelses- og vejledningsformer rettet mod de unge, der idag ikke lykkes i uddannelsessystemet, siger Per B. Christensen.
------------------------------
Yderligere oplysninger : tlf. 55 - 78 49 22, privat : 55 - 99 72 13 eller mobil : 2169-7188