De kommunale kulturdirektører: Forældre har et væsentligt ansvar for børns idrætsaktivitet

11.03.2009

Børne- og Kulturchefforeningen
onsdag d. 11. Marts, kl. 10.00

Pressemeddelelse

De kommunale kulturdirektører : Forældre har et væsentligt ansvar for børns idrætsaktivitet

I dag fremlægger Breddeidrætsudvalget sin længe ventede rapport. De kommunale kulturdirektører i Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) er tilfredse med mange af rapportens anbefalinger.

Det er vigtigt at styrke børn og unges idrætsvaner og det er vigtigt at understrege, at såvel forældre, foreninger og kommuner har et ansvar for dette, siger formanden for kulturdirektørerne, børne- og kulturdirektør Per B. Christensen fra Næstved i en kommentar til rapporten.

Det handler om de syv timers anbefalede motion om ugen. Syv timer, der skal findes i skoler, SFO/klubber, dagtilbud, foreninger og i fritiden med kammerater og/eller familien, siger formanden for kulturdirektørerne. Også når børnene bliver ældre. For at holde de unge fast i gode motionsvaner må foreningerne prioritere andet end eliten og konkurrence og gøre en særlig indsats for de ikke så idrætsstærke unge. Undersøgelser viser, at det sociale og demokratiske element er af meget stor betydning for de unge.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke alene er samfundets opgave at sikre gode fritidsvaner. Som borger må man påtage sig ansvaret i forhold til egen sundhed og vedligeholdelse af kroppen. Samfundet må medvirke med rammer og faciliteter, siger Per B. Christensen

Formanden for BKF anerkender, at kommunerne har et stort ansvar for at udvikle tidssvarende idrætsfaciliteter. De skal opleves attraktive, kunne konkurrere med de kommercielle tilbud og stå til rådighed for både foreninger og de selvorganiserede. Der er behov for at overveje, hvordan de selvorganiserende "får en stemme", når kommunerne fremover fordeler midler og faciliteter, siger Per B. Christensen. I dag udøves 60 % af idrætsudøvelsen af selvorganiserede.

Idrætssvage grupper
BKF er enig i, at der må findes nye modeller i spændingsfeltet mellem, at trænere og ledere er frivillige, der deltager fordi de brænder for området og at foreningslivet samtidig skal løse en social, sundhedsmæssig og integrationsmæssig indsats. Der må udvikles nye modeller, hvor det offentlige i et vist omfang betaler for at få løst disse opgaver. Gerne i samarbejde med de kommercielle udbydere, lyder det fra Direktør Klaus Nørskov, Gladsaxe, der har været BKF`s repræsentant i breddeidrætsudvalget..

Idræt i det offentlige rum
Idræt skal ikke kun udfoldes i haller og på andre idrætsanlæg. Pladser, torve, stier, parker, grundejerforeningsarealer, skove og landsbrugsarealer (privatejede) skal fremover anvendes mere, mener de kommunale kulturdirektører. Kommunerne bør fremover indarbejde krav herom i lokalplaner og prioritere midler til etablering af idrætsfunktioner i relation til andre rekreative områder, som f.eks. skovfitness, løbestier, boldbaner, basket, motionsredskaber, balanceredskaber.

BKF anbefaler kommunerne at formulere en idrætsstrategi som opfølgning på deres kultur- og fritidspolitikker.

Endeligt ser BKF frem til, at der nu arbejdes videre med de mange gode ideer i Undervisningsministerens Folkeoplysningsudvalg, så der skabes en lov, der er mindre bureaukratisk og som fremmer nye aktivitetsformer – også når det gælder idræt og bevægelse, siger Per B. Christensen.

Yderligere oplysninger: Børne- og Kulturdirektør Per B. Christensen, mobil: 2169 7188 eller Direktør Klaus Nørskov mobil 23325478

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk