Følgegruppen for læreruddannelsen.
BKF v/Formand Per B. Christensen

01.05.2009

Følgegruppen for læreruddannelsen
1. Maj kl. 11.10

Pressemeddelelse

Følgegruppen for læreruddannelsen er glad for den nationale strategi for velfærdsuddannelserne

Efter flere års nedgang i søgningen til læreruddannelsen er der nu meget, der tyder på, at nedgangen er stabiliseret og at der måske kan forventes en positiv fremgang, når de studerende til sommer skal søge ind på kvote 1. Følgegruppen for læreruddannelsen er meget optaget af rekrutteringssituationen, da et vigtigt element i at skabe en stærk læreruddannelse af høj faglig kvalitet er, at dygtige unge søger uddannelsen.

Følgegruppen har derfor på sit seneste møde drøftet rekrutteringssituationen til læreruddannelsen. Formanden for følgegruppen, Per B Christensen, der er børne- og kulturdirektør i Næstved, siger:

"Selvom noget tyder på, at faldet nu er stoppet, er det vigtigt, at der fortsat arbejdes målrettet for at tiltrække dygtige og kvalificerede unge til uddannelsen. En mulighed kunne være, at man f.eks. laver en målrettet rekruttering af studerende fra HTX. Følgegruppens analyse viser, at der på nuværende tidspunkt er meget få lærerstuderende med en HTX baggrund, så her er altså et uopdyrket potentiale. Hvis der kom flere studerende fra HTX, ville det ikke alene øge antallet af studerende, det ville også give flere mænd og formentligt flere, som ville vælge de naturfaglige linjefag."

Følgegruppen er glad for den nationale strategi for velfærdsuddannelserne, som netop er offentliggjort. Per B Christensen siger:

"Konjunkturerne betyder lige nu, at det bliver mere attraktivt at søge ind på uddannelser, hvor man nærmest er garanteret job bagefter. Dog skal vi huske på, at situationen hurtigt kan ændre sig. Derfor er det vigtigt, at de forskellige interessenter på området nu er gået sammen om den nationale strategi.

Der skal derfor udvikles partnerskaber mellem kommuner , skoler og professionshøjskoler bl.a. omhandlende et styrket samspil mellem teori og praksis og en målrettet indsats for at øge attraktiviteten i og rekrutteringen til læreruddannelsen”
____________________________________________________________________________________________________________

Yderligere oplysninger: tlf. 21697188

Læs om følgegruppens kommissorium og sammensætning på www.uvm.dk


.

 

Børne- og Kulturchefforeningen, Herlev Bygade 90, 2730 Herlev, tlf. 4452 5509, bkf@bkchefer.dk