BKF v/Formand Per B. Christensen
18.04.2009
Følgegruppen for læreruddannelsen
d. 18. April 2009/ kl. 14.00
Pressemeddelelse
Forældresamarbejdet skal ind i læreruddannelsen
Formanden for Undervisningsministerens følgegruppe om læreruddannelsen, direktør Per B. Christensen, Næstved Kommune er enig med formanden for lærerforeningen, når han i dag til Berlingske Tidende udtaler, at de lærerstuderende allerede i læreruddannelsen bør lære at håndtere det vigtige forældresamarbejde.
- Praktikken er styrket i den nye læreruddannelse og er således hovedomdrejningspunktet i hele uddannelsen, siger Per B. Christensen. Det er vigtigt for den færdiguddannede lærer, at hun kan håndtere og rammesætte forældresamarbejdet og dermed styrke dialogen med forældrene, siger formanden for følgegruppen.
- Men hun skal også lære at sætte grænser i forhold til forældre og kunne præcisere, hvad der er forældrenes opgave og hvad der er lærerens professionelle opgave.
- Det er derfor vigtigt , at forældresamarbejdet indgår som et væsentligt element i praktikken og at den studerende deltager i et forældremøde og i skole-hjem-arbejdet, som et led i deres praktik på skolerne.
Per B. Christensen vil tage problemstillingen op på et af de kommende møder i følgegruppen i forbindelse med drøftelse af praktikken i læreruddannelsen.
Følgegruppen om den nye læreruddannelse er nedsat af Undervisningsministeren og skal i 4 år følge uddannelsen og komme med forslag til forbedringer af uddannelsen til forligspartierne bag den nye læreruddannelseslov.
Læs mere her. Download nu.
Yderligere information på tlf. 2169-7188.