BKF
04.03.2007
Pressemeddelelse
Professionshøjskolerne skal matche fremtidens arbejdsmarked!
De kommunale børne- og kulturchefer er glade for det forlig om professionsskolerne, der blev indgået d. 2. marts . Som chefer for en meget stor del af de færdiguddannede forventer vi, at forliget betyder, at uddannelserne til f.eks lærer, pædagog og socialrådgiver bliver styrket og at uddannelserne i fremtiden i højere grad vil afspejle kravene på arbejdsmarkedet, siger formanden for BKF , børne- og kulturdirektør Per B. Chistensen, Næstved i en kommentar til forliget mellem Regeringen, socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
BKF`s kommentarer til forliget kan sammenfattes i følgende punkter:
BKF kan tilslutte sig reformens intentioner, nemlig at skabe stærke studiemiljøer og fagligt stærke professionsuddannelser ( til lærer, pædagog, sygeplejerske, ingeniør , socialrådgiver osv.) . Det er vigtigt, at de nye højskoler er robuste og at de er i stand til at udvikle nye uddannelser og fungere som videnscentre regionalt og nationalt.
BKF lægger vægt på, at der sker en udvikling af de enkelte professionsuddannelser, således at de i højere grad matcher fremtidens behov på arbejdsmarkedet og således at de færdiguddannede har et solidt kendskab til det fremtidige arbejdsmarked og andre professioners kompetencer. Professionshøjskolerne bør således udvikle samarbejdet med det offentlige og private arbejdsmarked og der bør udarbejdes partnerskabsaftaler mellem kommuner, professionshøjskoler og forskningsinstitutioner.
BKF understreger behovet for, at de studerende under uddannelsen har mulighed for at udarbejde bacheloropgave på tværs af uddannelsesretning ( f.eks mellem lærer og pædagog).
BKF lægger vægt på, at uddannelsesstederne er spredt udover landets 5 regioner, således at det også i fremtiden vil være muligt at rekruttere færdiguddannede i yderområderne.
BKF mener, at overgangsordningen på 7 år vedrørende ingeniørhøjskolernes fusionering ind i de 7-8 professionshøjskoler er for langvarig.
BKF lægger vægt på, at strukturreformen af de mellemlange videregående uddannelser følges op af en tilsvarende reform af erhvervsakademicentrene ( de kortevarende videregående uddannelser, der i dag udbydes på tekniske skoler og handelsskoler).
BKF advarer mod, at videnscenterbegrebet udhules. Der er ikke kun behov for regionale videnscentre, der kan understøtte den regionale erhvervsudvikling, der er også behov for nationale videnscentre med spydspidskompetencer.
BKF foreslår, at det ikke alene bliver Regionsrådet, der kan udtale sig til eventuelle nedlæggelse og oprettelse af uddannelser og uddannelsessteder på de kommende professionshøjskoler. Det er lige så vigtigt, at kommunerne får mulighed for at udtale sig gennem KommuneKontaktRådene(KKR).
Yderligere oplysninger : tlf. 2169-7188 eller 55-997213