BKF v/Formand Per B. Christensen
27.05.2009
Svage elever venter i mange kommuner meget længe på at få tilbudt specialundervisning. Og ventetiden er fyldt med forvirring for forældrene, viser ny rapport.
Danske skolebørn venter for længe på at få tilbudt specialundervisning, og det har alvorlige konsekvenser for de svageste børn. En ny undersøgelse viser, at 41 procent af forældrene til børn med for eksempel adfærdsproblemer oplever, at de venter for længe på at få særlig undervisning til deres barn. Og forældre og ledere af specialskolerne vurderer, at følgerne er alvorlige.
Undersøgelsen, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggør onsdag, viser, at ventetiden på specialundervisning i nogle kommuner er mindst et halvt år.
Samtidig viser undersøgelsen også, at nogle af problemerne skyldes forvirring oven på kommunalreformen, hvor kommunerne overtog opgaven med specialundervisning til børn. Kommunernes egne pædagogisk-psykologisk rådgivere (PPR) siger, at amterne havde et bedre overblik over de konkrete undervisningstilbud, og to ud af tre siger, at forældrene efterspørger mere tid, end PPR kan tilbyde dem.
Formanden for de kommunale skolechefer, Per B. Christensen fra Næstved afviser, at problemerne alene skyldes kommunalreformen.
- Sådan er hverdagen i kommunerne. Udgifterne til specialundervisning er steget markant efter kommunalreformen og steg tilsvarende markant i de sidste 10 år, hvor amterne eksisterede, siger Per B. Christensen.
Han genkender billedet af den kommunale psykologiske-pædagogiske rådgivning (PPR) under pres.
- Det skyldes ikke, at vi har sparet på hverken PPR eller specialundervisningen, men at antallet af børn, der henvises til specialundervisning - især med adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer - er stærkt stigende, siger Per B. Christensen. Han mener, der er brug for en langsigtet indsats med blandt andet metodeudvikling og klarere mål for indsatsen for at ændre udviklingen.
Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn (S) placerer ansvaret hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og strukturreform, som han mener blev hastet igennem:
- Løkkes højprofilerede prestigereform afsløres gang på gang som direkte mangelfuld og underminerende for velfærden. I dette tilfælde er det specialundervisningseleverne, der kommer i klemme, men der er desværre mange andre kedelige eksempler på Løkkes hastværksarbejde, siger Rasmus Prehn.
Socialdemokraterne vil nu indkalde Karen Ellemann til åbent samråd for at forklare, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at rette op på situationen.
Også formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen (DF) vil rette henvendelse til regeringen for at indlede et arbejde, der kan gøre specialundervisningen bedre.
- Socialdemokraterne forsimpler enhver diskussion, og forholder sig overhovedet ikke til at udgifterne til specialundervisningen er steget de senere år. Det er en realitet, og midlerne er givet af et godt hjerte. Men derfor skal vi naturligvis hele tiden være over området, men kommunerne, herunder de socialdemokratisk ledede, må jo også tage opgaven på sig, siger Martin Henriksen.
/ritzau/