1.

2.

3.

• Rummeligheden skal øges
• Medarbejderne skal være kompetente og have ansvar
• Børn og unge har krav på at voksne kan samarbejde

4.

• Ansvaret for barnet er først og fremmest forældrenes
• Den direkte dialog er det første afgørende skridt.

5.

• Indgreb kan undgås
• Børn og unge kræver krat og plads
• Børn og unge har ret til venskaber

6.

• Signalerne fra børn og unge skal opfanges og videreformidles
• Der skal mere end én faggruppe til

7.

• Specialtilbud må ikke isoleres fra normalmiljøet
• Hensynet til barnet og den unge skal vægtes højere end forældrerettigheder

1. Forord

Børne- og Kulturchefforeningen har tidligere udgivet publikationerne:

• Helhed i barnets liv. Forudsætninger for en visionær Børne- og Ungepolitik for de 0-18 årige (1997),
  
• Kultur- og fritidspolitisk udspil (1998) og 
  
• Folkeskolen i det 21. århundrede under fortsat forandring (1999).

Udgangspunktet har været, at børn og unge skal have selvtillid og selvværd gennem voksne, der tør være voksne og støtte børn og unge ud fra deres forskelligheder og forskellige behov. De 3 publikationer har alle været præget af et fælles børne- og ungesyn på baggrund af det gode liv.

Uanset størsteparten af børn og unge i Danmark har det godt, må vi dog konstatere, at der er en gruppe der ikke får del i en positiv opvækst, som de fortjener.

Gennem den seneste halve snes år er sket en kraftig udbygning af den specialpædagogiske og sociale indsats over for de svagest stillede børn og unge. Dels er der sket en stigning i antallet af specielle tilbud, og dels er antallet af børn, unge og familier, som får hjælp fra det kommunale system for at afhjælpe problemer i familien, steget.

Denne udvikling forklares ofte med forskellige forhold, herunder at:

• der er sket en opkvalificering af den sociale indsats, således at flere børn, unge og familier med problemer opspores, ligesom nye tilbud gør det muligt at hjælpe nogle børn og unge, som man tidligere ikke havde relevante tilbud til,
  
• eksistensen af mange og stadig flere specielle tilbud skaber deres eget behov og
  
• normaltilbudene, bl.a. institutioner og skoler, er blevet smallere og mindre rummelige i forhold til børn og unge med særlige behov, hvilket henføres til bl.a. stigende krav fra forældre til de velfungerende børn og stærkere fokus på boglige discipliner på bekostning af de personlige og sociale færdigheder.

I Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) har vi desuden været opmærksomme på det stigende antal børn og unge der på grund af forsømthed eller direkte svigt i opvæksten og/eller på grund af splittelse mellem flere kulturer, har store vanskeligheder ved at indgå i sociale sammenhænge og i fællesskabet.

BKF ønsker med dette udspil at sætte yderligere fokus på de vilkår, vi byder disse udsatte børn og unge.

Publikationen indeholder 5 hovedtemaer der efter foreningens opfattelse rummer udgangspunktet for, at politikere og chefer – i dialog med borgere og medarbejdere – kan opstille forslag til politiske mål og resultatkrav som borgerne kan forholde sig til. Et udspil der kan være med til at give børn og unge en bedre barndom.

Hovedtemaerne er belyst på den måde, at der for hvert tema er forslag til handling og en uddybning af temaet med adresse til forældre, ansatte og én eller flere af de instanser, der er ansvarlige for at give børn og unge et godt liv.

Det er afgørende at bevare forældreskabet, selv når myndigheder griber ind, og det er nok værd at huske på, at positive forandringer i menneskers sind og dermed f.eks. deres evne til at være forældre kun sker i mødet mellem professionelle og borger.

Jeg tror derfor ikke, at disse vanskelige spørgsmål løses ved fikse organisationsformer. De løses ved forpligtende samtaler mellem mennesker!

Jeg håber, at denne publikation vil bidrage til et bedre børne- og ungeliv for alle – også de udsatte!

Bjarne Pedersen
Formand

2. Udgangspunkt

Børn og unge i Danmark har det generelt godt
Langt størsteparten af børn og unge i Danmark trives, udvikles og lærer uden problemer.De har det godt – de fleste endog meget godt. Det er de børn og unge, som bliver blandt Europas mest selvstændige og velfungerende.
De problemer, der opstår inden for disse børns og unges liv kan normalt løses inden for familiens, normalmiljøets - dagtilbud, skoler, klubber og foreninger - eller andre netværks rammer.

En mindre gruppe kræver særlig opmærksomhed
Der er særlig grund til at være opmærksom på det stigende antal børn og unge, der har vanskeligheder med deres adfærd, kontakt og trivsel.
Det er ofte børn og unge, der på grund af svigt i opvæksten eller på grund af splittelse mellem flere kulturer, som har store vanskeligheder ed at indgå i sociale sammenhænge og i fællesskabet.De opleves forstyrrende, men mangler først og fremmest tryghed og tro på sig selv og de voksne.De er sårbare i deres mangel på selvværd og netværk.De bliver udsatte, hvis der ikke tages hånd om dem menneskeligt og professionelt.

Udgangspunktet for dette oplæg er, at det er nødvendigt at begrænse stigningen i antallet af børn og unge med sociale vanskeligheder – og at give det rigtige tilbud til de, der har behov.

Rummeligheden er afgørende
En forudsætning for at børn og unge kan lære, udvikles og trives ud fra deres forskellige forudsætninger, er rummeligheden og tolerancen i normalmiljøet - institutioner, skoler og foreninger.
Det betyder, at dagtilbud, skoler, klubber og foreninger hver på sin måde har stor betydning for at styrke børns og unges selvværd og selvtillid gennem fællesskab, mangfoldighed og omsorg for den enkelte.
Kvaliteten i normalmiljøet er afgørende for, at stort set alle børn og unge kan rummes her.

Der skal brydes med vanetænkningen
Langt de fleste børn og unge med sociale problemer vil kunne støttes i normalmiljøet gennem en bevidst og målrettet indsats.
Kun en meget lille gruppe vil have behov for tilbud i kortere eller længere tid uden for normalmiljøet.
Kravet til medarbejderne og lederne i første led er øget kompetence og viden i forhold til kerneydelsen - det pædagogiske og sociale arbejde.
Normalitetsbegrebet skal udvides gennem tilførelse af viden og nye metoder, da udskilningen fra normalmiljøet skal være mindre.
Den øgede kvalificering indebærer samarbejde på tværs af de kommunale sektorer.

Oplægget her vil sætte fokus på kvalificeringen af arbejdet med børn og unge, så færrest mulige bliver udskilt.

3. Der skal altid være plads til en til

Der skal være rum til alle - også de udsatte
Rummeligheden betyder, at normalmiljøet – institutionerne og skolerne – i det store og hele skal kunne rumme alle børn.

Der skal skabes rum til, at alle får udviklet deres muligheder, evner og robusthed. Det gælder i dagtilbud, skoler, klubber og foreninger.

For at kvalificere dette arbejde med børn og unge er det nødvendigt med en overordnet kommunal politik med et børnesyn præget af helhed og sammenhæng.

Der skal være et kommunalt ejerskab til det, man vil med børn og unge.

Der skal stilles krav til arbejdet med børn og unge, så udskillelse fra normalmiljøet bliver så lille som muligt.

Et styrket normalmiljø kræver fælles mål med plads til forskellighed og lokal forankring.
Ressourcerne til normalmiljøet skal opprioriteres med krav om, at der sker en optimal og sammenhængende ressourceudnyttelse til gavn for børn og unge.
Normalmiljøets forskellige tilbud skal være underlagt krav om udvikling og kvalitet.
Indhold såvel som struktur skal være med til at sikre, at rummeligheden og tolerancen udvides i takt med udviklingen i samfundet i øvrigt.

Rummeligheden i normalmiljøet skal skabes ud fra forståelse for det sociale og faglige arbejde, der er knyttet til at have ansvaret for børn og unge. Kvaliteten og rummeligheden hænger sammen med mangfoldighed og fleksibilitet i forhold til de forskellige aldersgruppers behov for udvikling og læring.

Kvalificering og øget viden giver større mod til at handle

Medarbejderne møder børnene og de unge på de forskellige alderstrin med den enkeltes faglighed, dygtighed og personlighed.
I det professionelle arbejde med børn og unge er der i høj grad brug for de personlige kompetencer, den enkelte medarbejder har.
Det gælder ikke mindst i forhold til problemer og konflikter, hvor den professionelle rolle kommer på prøve. Hvad kan man gøre selv i den konkrete situation? Hvad tør man? Hvad kunne man have lyst til at prøve?

De pædagogiske miljøer skal fortsat udvikles gennem øget samarbejde mellem de forskellige faggrupper på tværs af institutioner og skoler.
Netop samarbejdet øger mulighederne for en styrket viden , fordi der er flere personer, der hver for sig ved noget og kan noget forskelligt.

Den kultur, hvor der automatisk henvises til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller Familierådgivningen, kan kun brydes ved, at der i det daglige arbejde er kompetente medarbejdere og ledere, der tør handle, når det er nødvendigt.

Udvikling af kompetence og kvalifikationer skal være en del af den samlede strategi på såvel institutionsplan som kommuneplan.

Effekten af den overordnede strategi skal dokumenteres gennem øget ansvar og færre henvisninger.

Helheden er vigtigere end den enkelte institution
Den store kommunale opgave, der ligger i arbejdet med børn og unge skal ses som en sammenhængende opgave, der stiller krav om tværgående samarbejde på de forskellige niveauer i kommunen.

I takt med at efterspørgslen efter dagtilbud og fritidsforanstaltninger stiger, er det nødvendigt at se på den sammenhæng og helhed, der tilbydes aldersgruppen fra 0– 18 år.
Målet er, at børns og unges behov for udvikling og læring tilgodeses optimalt og med størst mulig fælles indsats.

De kendte skel mellem dagtilbud, fritidsaktiviteter og undervisning skal erstattes af et formaliseret samarbejde om børnene. Lærere og pædagoger skal have et øget ansvar for at medvirke til i fællesskab at støtte børns og unges udvikling og læring ud fra en overordnet målsætning.

Overgangene fra et system til et andet skal gøres trygt og overskueligt for forældre såvel som for børn og unge. Kvaliteten og helheden skal være i fokus, når der sker et skift fra daginstitution til skole/fritidsordning og fra fritidsordning til fritidsklub.

Det skal sikres, at den nødvendige viden følger med til gavn for barnet og den unge.

For at understøtte den pædagogiske sammenhæng og helhed for børn og unge vil det være naturligt og nødvendigt, at udvikle nye ledelsesformer i geografisk afgrænsede områder i kommunen.

4. Hvem lærer det lille barn bordskik?

Gensidig forståelse for det fælles ansvar
Det er i hjemmet, børnene skal møde den omsorg, tryghed, kærlighed, respekt og tillid, der er basis for deres udvikling frem mod større selvstændighed og frihed.
Det er i hjemmet barnet skal lære de grundlæggende værdier og normer for social adfærd.

Ansvaret for børnenes opvækst, opdragelse og omsorg er dog ikke kun et forældreansvar - men også et samfundsansvar.

Arbejdslivet udgør for familierne en stor del af hverdagen, så fællestiden for forældre og børn er meget kort. Børnene og de unge er typisk mange timer i daginstitution og skole uden forældrene.

Det stiller øgede krav om kvalitet og udvikling til skoler og institutioner at have ansvaret for børnene og de unge i de mange timer hver dag.

Det er vigtigt, at begge parter – både forældre og skoler/institutioner – ser det som en fælles opgave at lære børn og unge pligter, rettigheder og socialt ansvar, for at de kan begå sig sammen med andre.

Ansvaret for barnet er først og fremmest forældrenes. Men i takt med, at børn og unge tilbringer mere og mere tid uden for hjemmet må det offentlige påtage sig en større opgave omkring opdragelse i hverdagen.

Dette skal altid ske i et forpligtende samarbejde med forældrene.

Modet til den direkte dialog

Stort set alle børn er ønskebørn i dagens Danmark. Men uanset, hvor meget man som forældre holder af sit barn, kan børnene opleves som problematiske og besværlige i dagligdagen.

Når det først er gået skævt, kan det være svært at genoprette harmonien og trivslen i familien. I de svære og ofte kaotiske livssituationer er det fristende at overlade det til det offentlige at være problemløseren med de muligheder og begrænsninger, dette giver.
Det offentlige forstået som bl.a. skoler og institutioner oplever det som forældresvigt og magter ikke opgaven tilstrækkeligt set fra barnets side.

Det er vigtigt, at forældrene støttes i at bruge deres ressourcer og lære at tage de nødvendige konflikter med deres børn og unge.
Dette kan gøres gennem forældrerådgivning, men det kan først og fremmest gøres gennem den direkte dialog i dagligdagen.

Det er afgørende, at der er et tillidsfuldt forhold mellem forældrene og medarbejderne, der har ansvaret for barnet. Denne tillid er et afgørende grundlag for en direkte kommunikation - også der, hvor det er svært og gør ondt og bliver til konfrontation.
Dit barn er bange, når du har drukket for meget – hvad kan du gøre ved det? kunne være et spørgsmål, der skal stilles.

Den direkte samtale er vanskelig, fordi der tages hul på noget ubehageligt. Det er imidlertid den eneste vej at gå, når et barn skal hjælpes og støttes til en mere hensigtsmæssig udvikling.

Modet til at tage den svære samtale er det første skridt på vej mod en forbedret situation.

Den direkte dialog skal kombineres med viden og forståelse for familiens kulturelle værdier. Det gælder i særlig grad i forhold til de tosprogede familier.

5. Jo før – jo bedre

Principper for forebyggelse

Den almindelige forebyggende indsats sker i familien, gennem sundhedsplejen og i normalmiljøet på institutioner og skoler, hvor medarbejderne i samarbejde med forældrene skal medvirke til at børn og unge får et godt liv.

Når børn og unge udsender signaler om dårlig trivsel, skal der foretages en målrettet forebyggende indsats.

Denne indsats skal bygge på følgende grundlag:

• Der skal sættes tidligt ind
  Jo tidligere, der sættes ind med støtte og hjælp, desto større er sandsynligheden for at opnå en effekt med færrest mulige ressourcer.
  
• Der skal være sammenhæng og helhed i indsatsen
  Jo mere sammenhæng og perspektiv, der er i indsatsen, desto større nytteværdi. Dette skal sikres gennem koordinering på tværs af fagområder, forvaltninger, institutioner mv.
  
• Indsatsen skal give hjælp til selvhjælp
  Barnet/den unge og familien skal være i centrum for indsatsen, så de kan støttes i at bruge deres egne ressourcer og på kortere eller længere sigt klare sig uden særlig støtte.

Principperne for den forebyggende indsats skal være formuleret som en del af den samlede politik og kunne omsættes til konkrete handlinger overalt, hvor der arbejdes med børn og unge.

De tosprogede børn og unge udgør i den forbindelse en særlig gruppe, hvor der er brug for at give en sammenhængende og tidlig indsats. Det gælder blandt andet i forhold til selvværd samt til sprog- og begrebsudviklingen. Det bør således sikres, at de tosprogede børn allerede ved skolestart har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne indgå i normalmiljøet.

Det sansende og skabende barn har gode chancer for ikke at blive udsat

Det er vigtigt, at andre – udover familien og de kommunale institutioner - inddrages i en forebyggende indsats over for børn og unge. Kultur- og fritidsområdet og foreninger kan være med til at forebygge sociale problemer ved at give børn og unge muligheder for oplevelser, medinddragelse og skaben.
På forskellig vis kan disse tilbud være med til at fremme den enkeltes selvværd/selvtillid og hermed evnen til at indgå i sociale relationer med andre.

Det er nødvendigt, at kommunerne giver tilbud til børn og unge uden, at der nødvendigvis kræves medlemsskab. Flere børn og unge bruger slet ikke de foreningsbaserede tilbud. Det er ofte de børn og unge, som har særlige vanskeligheder i ved at begå sig i skolen og foreningslivet.

Netop disse børn og unge har brug for at udvikle andre sider af deres potentiale.

Kultur- og fritidsområdet skal være en integreret del af børn og unges liv på forskellige niveauer. De fysiske rammer og omgivelserne i og uden for skolen og institutionerne skal være med til at støtte børn og unges udfoldelsesmuligheder udendørs såvel som indendørs.

Der skal være pædagog-fri områder, hvor man kan klatre i træer, blive beskidt og få fælles oplevelser.

Skoler og institutioner skal som en del af deres virksomhed etablere nye samarbejdsformer med kultur- og fritidslivet.
Der skal udvikles et tæt samarbejde i lokalsamfundet, hvor institutioner, skoler og foreninger hver for sig og i fællesskab påtager sig et socialt ansvar.

Venner er vigtige

De sociale relationer spiller en afgørende rolle for børn og unge i såvel institutioner, skoler som i fritiden.

For at støtte børns og de unge behov for sociale relationer og muligheder for at indgå i et selvvalgt netværk, må det pædagogiske tilbud indrettes, så der er tid til fri udfoldelse, til leg og til at være sammen med jævnaldrende.
Der skal være plads til at håndtere konflikter og venskaber.

Men ud over de mere formelle pædagogiske tilbud er det vigtigt, at der tilbydes klubvirksomhed. Klubvirksomheden skal være en arbejdsform, der tilgodeser de unges interesser og behov for særlige aktiviteter, sociale relationer samt engagerede og omsorgsfulde voksne.
Drenges og pigers forskellige behov skal tilgodeses gennem varierede tilbud og interesseområder.

Klubberne skal have mulighed for at holde åbent i de tidspunkter, hvor skolerne har lukket – altså også i weekender og i ferier.

Som en del af klubtilbudet skal det opsøgende sociale arbejde blandt børn og unge i området fastholdes og udvikles.
Klubberne være en vigtig og ligeværdig del af de øvrige samarbejdsparter i det lokale SSP-samarbejde.

De tosprogede skal der i særlig grad tages højde for, idet de ikke har samme traditioner for tilknytning til klub- og foreningslivet f.eks. ved at oprette kønsopdelte tilbud.

6. Tavshed er ikke altid guld

Ubehagelig viden skal deles med andre ansvarlige

Medarbejderne i normalmiljøet bør altid have opmærksomheden rettet mod de signaler, der sendes fra børn og unge.
Det er ikke alene nødvendigt at opfange signalerne, det er også nødvendigt at forstå at bruge dem. Udsagn fra børn og unge skal altid tages alvorligt ud fra en grundlæggende respekt for den enkelte. Børn og unge sender signaler gennem det de siger, leger og gennem måden de indgår i samspil med andre på.

Alvorlige signaler om tegn på overgreb, misbrug og forsømthed kræver underretning til de sociale myndigheder og hermed assistance fra specialister som psykologer eller socialrådgivere.

Men indsatsen, som kan ydes fra de primært involverede, er særdeles vigtig. Spørgsmålet er, hvordan man håndterer en ubehagelig viden? Hvor går man hen med sin viden ? Hvordan får man brugt sin viden til, at der sker en ændring i barnets eller den unges situation? Hvordan får man med andre ord brugt sin viden rigtigt?

Det er vigtigt, at medarbejderne omkring børn og unge har nogen at dele deres bekymringer med. Ubehagelig viden må ikke blive passiv viden, hvor barnet og den unge bliver svigtet.
Tavshedspligten skal håndteres ud fra respekten for barnet/den unge og familien. Den må aldrig blive en undskyldning for manglende handling.

Beredskabet, der støtter og giver råd og hjælp, kan bestå af medarbejdere fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) , Sundhedsplejen og Familieafdelingen.

Ny faglighed gennem fælles forståelsesrammer
Arbejdet med udsatte børn og unge kræver en sammenhængende indsats af kommunens forskellige parter og sektorer. For at sikre den nødvendige helhed i problemløsningen skal der være et tæt samarbejde på tværs af fag og sektorer.

Det tværfaglige samarbejde skal være en arbejdsmetode, der sikrer, at alle synspunkter bliver belyst i forhold til den konkrete situation.
De forskellige faggrupper skal være med til at sikre, at familien, barnet og den unge får det mest hensigtsmæssige tilbud, uanset hvem, der skal være nøgleperson for den konkrete familie.

Det tværfaglige samarbejde har udgangspunkt i den enkeltes faglighed og forståelsesramme.
Respekten for hinandens faglighed er kernen i opbygning af en fælles forståelsesramme og en ny form for faglighed, der er mere end summen af de fag, de enkelte fagpersoner repræsenterer.
Den grænseoverskridende fælles ny faglighed er med til at øge kvaliteten i problemløsningen.

For at sikre den fælles forståelsesramme er det nødvendigt med et arbejdsfællesskab, hvor de forskellige fagpersoner mødes med faste mellemrum.

I den kommunale organisering er det vigtigt, at se tværfagligheden som et sammenhængende system fra sundhedsplejen, dagplejen, institutionerne og skolerne til de politiske udvalg, der arbejder med børn og unge.
Helheden i den tværfaglige problemløsning skal sikres gennem fælles ansvar og konkrete handlinger.

I områder med stor andel af tosprogede børn og unge bør det tilstræbes, at der ansættes kvalificerede tosprogede medarbejdere til institutioner og skoler.
Formålet med disse ansættelser er at sikre de etniske minoriteter større tryghed for børn og forældre, sikre mulighed for at opfange signaler om støttebehov samt mulighed for at bearbejde kulturelle problemer.

Resultaterne af det tværfaglige samarbejde i kommunerne skal evalueres og dokumenteres.

7. Rummelighed har også grænser

Målrettet indsats kræver viden og ressourcer
Uanset rummelighed i normalmiljøet vil en mindre gruppe have brug for særlige tilbud i kortere eller længere perioder.

Det er derfor nødvendigt, at der i tilknytning til normalmiljøet opbygges tilbud, der tilgodeser de børn og unge, hvis problemer kræver særlig støtte og struktur.
De målrettede tilbud skal være en del af det kommunale tværfaglige samarbejde, hvor der skal sikres helhed og sammenhæng i det pædagogiske, i det sociale og i familiebehandlingen.

I de enkelte kommuner skal der ske en udvikling og en synliggørelse af de forskellige specialtilbud for aldersgruppen 0-18 år.
På samme måde skal der ske en udvikling og synliggørelse af amtets supplerende foranstaltninger og tilbud.

Udviklingen og synliggørelsen skal være med til at hæve kvaliteten i specialtilbudene gennem øget koordinering og specialisering.

Målet med den særlige indsats er at bringe barnet og den unge tilbage til normalmiljøet med større eller mindre støtte.
Samspillet mellem normalmiljøet og specialmiljøet er meget afgørende for, at der sker en fortsat kvalitetsudvikling på områderne. De medarbejdere, der er tilknyttet de specielle områder, skal være særlig opmærksomme på, at deres viden om metoder og handlinger formidles videre til normalmiljøet til glæde for arbejdet med børn og unge her.

De specielle tilbud skal til stadighed evalueres og justeres i forhold til de aktuelle behov og udviklingsmuligheder.

Barnets og den unges velfærd skal stå øverst
Det er ikke et mål i sig selv at anbringe et barn uden for eget hjem. Det skal i de fleste tilfælde kunne undgås gennem et målrettet og tværfagligt forebyggende samarbejde.

Den frivillige anbringelse, som sker i et samarbejde med familien, er at foretrække. En sådan anbringelse kan betyde, at barnets relationer og netværk bevares og udvikles.

Men det sker, at børn og unge på trods af et godt forebyggende arbejde bliver udsat for omsorgssvigt og misbrug.

I de situationer, hvor der er tale om manglende forældreevne, er det nødvendigt af hensyn til barnets og den unges tarv, at der sker en tvangsmæssig anbringelse uden for eget hjem.

Inden beslutning om foranstaltning er det vigtigt, at barnet og den unges forhold undersøges grundigt. Sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere og andre, der har kendskab til barnet og den unges forhold inddrages.

Men allervigtigst er det, at barnet og den unges synspunkter inddrages og tilægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Det er vigtigt, at der sikres den nødvendige kvalitet i anbringelserne gennem kontrol og opfølgning fra det offentlige.

Uanset om der træffes beslutning om foranstaltning i eller uden for hjemmet, er det nødvendigt, at der hele tiden sker en tæt opfølgning og evaluering af de tværfaglige handleplaner.